Relationer og samarbejde

Når den studerende har ADHD eller ADD

Relationer og udfordringer i sociale situationer fylder ofte meget for studerende med ADHD. De har de samme sociale behov som andre studerende men kan være udfordrede, fordi det kræver meget energi og overskud af dem at være sociale og indgå i relationer.

Også i gruppearbejde kan de studerende med ADHD blive udfordrede og opleve, at samarbejdet i sig selv er en krævende opgave, som stjæler energi fra den faglige opgave, som også skal løses.

Se videoen nedefor når fire unge med ADHD snakker om udfordringer med sociale relationer på en videregående uddannelse.

I denne video snakker fire studerende med ADHD/ADD eller autisme om de samme udfordringer på en ungdomsuddannelse.

Hjælp din studerende med at blive klogere på, hvornår og hvorfor sociale relationer og samarbejde kan være en udfordring. Vær med til at sætte ord på udfordringerne, så din studerende får et sprog, som kan bruges til at formidle udfordringerne videre til medstuderende og undervisere. Prøv at formulere nogle gode strategier, som gør det nemmere at samarbejde og være social.

Eksempler på sociale strategier:

  • Når der skal laves gruppearbejde, må jeg gerne stille spørgsmål, når jeg bliver i tvivl om, hvad vi skal.
  • Jeg kan fortælle de andre i gruppen, at min ADHD gør det svært for mig at skabe og bevare overblik – og at jeg derfor har brug for, at opgavefordelingen er tydelig og velbeskrevet.
  • Når der er sociale aktiviteter på studiet, så er det ok at gå tidligt hjem eller trække sig for at holde en pause undervejs.
  • Det kræver meget energi af mig at være social, så jeg behøver ikke deltage i alt.