Beslutninger om udsatte børn bliver ofte taget af eksperter, bureaukrater og domstole, frem for det netværk, der kender dem bedst. Hvis vi vil hjælpe børnene, har systemet brug for en overhaling – men hvordan ville det se ud?
Jeg har forsket i og med det børnesociale område i over 20 år, og jeg har dermed været i kontakt med og fulgt udviklingen hos mange børn, deres familier, de professionelle og institutionerne, nye metoder, mirakelkure, eksperterne og ikke mindst politikeres og lovgiveres gode intentioner.
Alligevel, eller måske netop derfor, kan det være vanskeligt at bevare det nødvendige håb. Et vigtigt håb om noget bedre, som alle på dette område lever af – ikke mindst de udsatte børn.
Børnene lever deres liv sammen med familie og netværk, og det er dem, der har betydet, betyder og i fremtiden vil betyde mest for børnene. Det er ikke de professionelle og deres institutioner.
Hvis vi vil gøre noget godt for børnene, skal vi stoppe med at overlade dem til systemets gode intentioner.
Derfor er der brug for, at vi på baggrund af nyere forskning gentænker hele det socialpædagogiske område.