Overgangen fra barn til voksen

Overgangen fra barn til voksen, når man har funktionsnedsættelser kan være svær.

Når man går fra børne- til voksenlovgivningen, ændrer reglerne sig. Man får flere socialrådgivere i kommunen (feks. en jobcenterrådgiver og en rådgiver i voksenhandicap afdelingen osv) og den unge skal nu også selv rejse sine ansøgninger om det, der er behov for. Og de mange indgange til kommunen kan gøre det svært at navigere.

Den 1. januar 2021 trådte der nye regler i kraft, der skal understøtte børn og unge med handicaps overgang til voksenlivet. Reglerne er gældende for de unge, der fylder 16 år efter loven er trådt i kraft.

Det drejer sig om de børn og unge og deres forældre, der får støtte som f.eks. merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste eller støtte efter Barnets lov § 32

på baggrund af funktionsnedsættelse.

Det betyder, at kommunen nu pålægges at forberede overgangen, når barnet fylder 16 år. Både barnet og forældre skal inddrages i planlægningen og forberedelsen skal berøre følgende områder:

  1. Behov for hjælp og støtte som følge af funktionsnedsættelsen eller lidelsen
  2. Uddannelse
  3. Beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag
  4. Boligforhold
  5. Sociale forhold
  6. Øvrige relevante forhold

Forberedelsen skal ske i samarbejde med de relevante forvaltninger og kommunen skal sørge for, at de planlagte foranstaltninger kan træde i kraft umiddelbart efter den unge er fyldt 18 år.