Der er intet, som tyder på, at der grundlæggende skulle være forskel på mænds og kvinders ADHD eller ADD, men der er naturligvis biologiske og kulturelt betingede forskelle mellem de to køn, som kan have indflydelse på, hvordan ADHD kommer til udtryk hos henholdsvis mænd og kvinder.
Mænd og kvinder har grundlæggende forskellige hormonsystemer og forskning har vist, at der er forskel på de to køns hjerner. Det betyder, at en del af vores adfærd og færdigheder er styret af vores hjerner og hormonsystemers forskellige påvirkninger.
I psykologien beskrives mænd som værende mindre emotionelt styrede og mere rummeligt orienterede og med større evne til analyse og systematik. Modsat kvinder, som er bedre emotionelt, sprogligt og empatisk. Mænd er langt mere konkurrence-, selvstændigheds- og handlingsorienterede. Hos kvinderne ser man derimod bedre finmotorik, større evne til multitasking og bedre tilknytningsevne. Alle nævnte egenskaber findes imidlertid hos begge køn i mere eller mindre grad, og når man taler om fremherskende egenskaber, så handler det om kønnet som gruppe og gør sig ikke nødvendigvis gældende hos det enkelte individ.
Drenge med ADHD fremstår således ofte mere overaktive, udadreagerende og aggressive end piger med ADHD og disse psykologiske forskelle kan måske til en vis grad forklare, hvorfor størsteparten af de hyperaktive børn med ADHD er drenge – og hvorfor der i børnealderen opdages og udredes langt flere drenge end piger.
Kønsroller og identitet
Udover de biologiske og psykologiske forskelle findes kulturelt betingede forskelle i, hvordan vi opfatter de to køn og hvilken adfærd vi forbinder med at være mand og kvinde. Disse normer er i opbrud, men findes fortsat og kan have betydning for, hvordan vi vurderer os selv og i hvor høj grad vi oplever at passe ind og kunne leve op til egne og andres forventninger.
For mænd med ADHD kan det betyde, at man ubevidst holder sig selv op mod stereotype maskuline normer og oplever ikke at leve op til normen. Man kommer måske til kort i forhold til at være den selvstændige, handlingsorienterede forsørger i familien, som tager ansvar og har overblikket. Måske har man ikke i samme grad som andre evnet at få en karriere og avancere på arbejdsmarkedet. Eller man oplever det som et nederlag at være ramt af psykiske sårbarheder og fx have stress, angst eller depression i tillæg til sin ADHD. Måske sammenligner man sig med andre mænd, venner og familiemedlemmer, og er bevidst om, at man ikke nødvendigvis præsterer på samme måde og i samme grad.
I parforholdet kan manden med ADHD blive opfattet som utilstrækkelig af sin partner, fordi han ikke altid er i stand til levere en lige så stor arbejdsindsats i det arbejdsfællesskab, som parforholdet også er. I de værste tilfælde kategoriseres manden med ADHD på samme niveau som børnene, den barnlige, umodne og ansvarsløse, som har brug for at blive passet på, holdt øje med og opdraget på. Det er naturligvis usundt for forholdet og påvirker mændene negativt.
Heldigvis er de snævre rammer for maskulinitet i opbrud og mange mænd med ADHD evner at se ud over de rammer og finde en egen identitet, som harmonerer både med deres personlighed, livssituation og det handicap, som ADHD er.