Hvor skal du henvende dig?
Hvis du har mistanke om, at du har ADHD, skal du tale med din praktiserende læge om de vanskeligheder, der fører til din mistanke. Det er en god idé at skrive vanskelighederne ned inden besøget hos lægen, så du husker at få det hele med.
Hvem stiller diagnosen?
Din praktiserende læge vil henvise dig til en speciallæge i psykiatri (psykiater), som foretager det, man kalder en udredning. Også specialpsykologer i psykiatrien kan foretage en udredning.
På www.sundhed.dk kan du finde speciallæger i psykiatri i din kommune og region.
Hvordan foregår udredning og diagnosticering?
Der er ikke en specifik test, undersøgelse, røntgen, scanning eller andet, som kan give diagnosen ADHD. Den bliver stillet på baggrund af en vurdering af dine symptomer og de vanskeligheder, du har i din hverdag.
Psykiateren vil også spørge ind til, hvordan det har været i din barndom. Symptomerne skal nemlig have været til stede før 7-årsalderen, for at man kan stille diagnosen ADHD. Det er derfor en god idé at have et nærtstående ældre familiemedlem, som har kendt dig fra barn, med til samtalen.
Udredningen bør omfatte følgende:
- En grundig samtale om, hvordan dine symptomer og vanskeligheder har været gennem livet suppleret med udtalelser fra dem, der har kendt dig. Det kan fx være forældre eller søskende, men også pædagoger og lærere. Dine symptomer skal nemlig have optrådt i forskellige situationer fx både i skole, institution og i hjemmet.
- Speciallægens observation af dig under samtalen, fx hvordan du sidder, taler, koncentrerer dig osv.
- Dine svar på en række spørgsmål i skemaer, som kaldes Rating Scales. Det er skemaer, hvor du svarer på i hvor høj grad, du kender til de ting, der er nævnt i skemaet.
- En hyppig anvendt checkliste til den indledende vurdering er ASRS (Adult Self Report Scale). Du kan se ASRS checklisten her.
- Udelukkelse af andre diagnoser, som kan være årsag til dine symptomer og vanskeligheder
- Undersøgelse for andre psykiske lidelser, som kan optræde sammen med ADHD
Læs Sundhedsstyrelsens retningslinjer: