Forelskelse får det bedste frem i os. Vi vil være den bedste udgave af os selv. Vi har lyst til at gøre alt for vores elskede. Vi sender søde beskeder, laver god mad og køber små gaver. Vi vil køre i bil i 3 timer, bare for at ligge i ske i et kvarter.
For unge med ADHD/ADD kan forelskelsen dog komme til at betyde, at du hyper-fokuserer på kæresten. Det vil sige, at du konstant tænker på din kæreste og er helt overvældet i dine følelser. Måske er du super spontan, og måske helt uden filter.
Forhåbentlig slår du totalt benene væk under kæresten. Men du kan også risikere at skræmme ham eller hende, eller give vedkommende en følelse af at blive alt for omklamret. Derfor kan det være en god idé at tjekke ind med den anden, om det føles dejligt med alt den opmærksomhed, eller om det bliver lidt for meget.
Hvis det er for meget, så prøv at bakke en lille smule tilbage. Prøv ikke at tage det personligt. For det er helt normalt, at din kæreste har brug for lidt space ind imellem og det betyder ikke, at han eller hun ikke stadig er vild med dig.
Du kan evt. lave nogle regler for dig selv i forhold til dit engagement. Måske er 20 beskeder om dagen mere passende end 100?
Det bliver dog aldrig kedeligt at være kæreste med en med ADHD. For du har måske en umiddelbarhed, en humor eller en legende tilgang til livet, som gør forelskelsen fuld af glæde og overraskelser. Din kæreste kan formentlig nyde godt af stor ærlighed, åbenhed og masser af kærlighed.
Bliver en fast del af hverdagen
Når kæresteforholdet efter noget tid bliver en fast del af hverdagen, så kan det betyde et skift i din opmærksomhed for din kæreste. Din kæreste kan måske opleve, at du bliver fjern og virker uinteresseret – også selvom du ikke selv oplever, at der er sket en ændring i dine følelser.
Måske er det et udtryk for, at du også har brug for fokus og energi andre steder i hverdagen. Det handler nok også om, at du ville brænde ud, hvis du skulle fortsætte på det niveau.
At dine følelser og din opmærksomhed omkring din kæreste skifter karakter, kan selvfølgelig betyde, at I får nogle problemer, som I er nødt til at tale om. Det kan også godt betyde, at I ikke kan holde sammen. Men forhåbentlig vil I begge arbejde på at blive ved at være kærester, hvis I begge har følelserne til det.
Når den ene i et kæresteforhold har ADHD / ADD, vil der med tiden ofte også komme en ubalance i forhold til det faktum, at du pga. din ADHD / ADD har brug for mere hjælp og støtte i det daglige, end din kæreste har.
Hvis din kæreste (uden ADHD / ADD) ikke er opmærksom på denne forskel og ved, at det handler om dine symptomer, så vil han eller hun måske blive sur på dig og ked af det. Din kæreste tolker måske dine motiver forkert og opfatter dem som negative.
Derfor er det selvfølgelig meget vigtigt, at I får talt sammen om, hvad dine symptomer betyder for din hverdag, og at I finder på nogle gode, praktiske løsninger.