Søvn når ADHD/ADD forstyrrer

God søvn kan være svær at få, når du har ADHD eller ADD

Søvn har stor indflydelse på vores generelle trivsel og velvære. Mange med ADHD og ADD oplever at have vanskeligheder med deres søvn. Vanskeligheder såsom at du har svært at falde til ro, du har urolig søvn og/eller vanskeligheder med at vågne op om morgenen. At skabe gode rutiner omkring søvnen kan være et rigtig godt sted at starte.

Søvnbehov

Søvnbehovet er meget forskelligt fra menneske til menneske og varierer igennem livet. Som en tommelfingerregel har unge fra 15 år brug for 8-9 timers søvn i døgnet, hvor voksne har brug for 7-8 timer.

Ændring af rutiner tager tid

Hvis du gennem længere tid har haft svært ved at sove, så vær tålmodig, når du vil prøve at ændre rutiner. Du får sjældent skabt gode søvnvaner fra den ene dag til den anden. Ofte må du arbejde på gradvist at ændre dem.

Hvis du vil prøve at komme tidligere i seng, kan du starte med at gå i seng, når du reelt føler dig træt – også selv om det er sent. De fleste vil da opleve hurtigt at falde i søvn – helst inden for et kvarters tid.

Når det er afprøvet med held nogle aftener, kan du gradvist fremrykke sengetiden med fx 20 minutter ad gangen, indtil du har nået en passende tid, der svarer til dit søvnbehov.