At have flere diagnoser på én gang hedder på fagsprog komorbiditet.
Undersøgelser viser, at ca. 85 % af børn op til 18 år med ADHD har mindst én anden diagnose, mens ca. 60 % har mindst to. De fleste unge med ADHD har altså en eller flere andre diagnoser. Der er forholdsvis få, der kun har ADHD-diagnosen og ikke andet.
Hvis man fylder 18 år og har en ADHD-diagnose og ikke andre diagnoser, så har man ikke større risiko end alle andre unge for at få en anden diagnose.
De mest almindelige andre diagnoser
De hyppigste andre diagnoser er adfærdsforstyrrelser, søvnforstyrrelser, udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder, angst og depression. Det kan også være tics og Tourettes eller OCD. Og så er der en del, der har udviklet et misbrug. ADHD optræder også sammen med epilepsi, bipolar-diagnosen, personlighedsforstyrrelser etc.
Nogle af tingene kan være opstået som følge af at have en svær hverdag på grund af sine ADHD-symptomer og/eller andre vanskeligheder i sit liv. Dette er dog ikke tilfældet, hvis det er autisme eller udviklingshæmning, da det er medfødte udviklingsforstyrrelser.
Uopdaget ADHD kan give andre diagnoser
Nogle gange kan tillægsdiagnoser og tillægsvanskeligheder også hænge sammen med, at ADHD-diagnosen ikke er blevet opdaget og behandlet, mens du voksede op.
Folk omkring én har måske kun haft øje for symptomerne på andre ting, uden at få øje på ADHD’en. Den har måske gemt sig inde bag ved de andre problemer – eller måske nedenunder som det helt grundlæggende problem. Forældre og fagfolk har måske gennem lang tid prøvet at håndtere problemerne med fx angst eller selvskade, før de får øje på, at den unge har symptomer på ADHD.
Symptomerne overlapper hinanden
En anden udfordring ved tillægsdiagnoser er også, at det kan være meget vanskeligt at få overblik over, hvad der er hvad. Hvilke symptomer hører til ADHD, og hvilke hører til fx angst eller problemer med ordblindhed? Det kan ligne hinanden meget, og der kan være overlappende symptomer.
Heldigvis er der i dag en langt større viden om ADHD og en større viden om og opmærksomhed på symptomerne. Det betyder, at unge som udgangspunkt er langt bedre stillet end tidligere i forhold til at møde forståelse og mulighed for behandling og støtte for deres ADHD-symptomer og for eventuelle tillægsdiagnoser.