Nogle oplever umiddelbart en lettelse over endeligt at have fundet et svar på, hvorfor de måske har følt sig anderledes eller ”ved siden af” i forhold til deres venner eller søskende.
Men mange oplever også spørgsmål som: Hvem kunne jeg have været? Hvem er jeg så? Hvad kan jeg? Hvad kan jeg ikke? Og følelser som sorg, vrede eller fortabthed, fordi der er gået mange år inden diagnosen blev stillet.
Viden er vigtigt
Søg al den viden du kan om ADHD/ADD og lær så meget du kan. Med generel viden om ADHD har du bedre muligheder for få indblik i din egen ADHD. Tænk over hvordan din ADHD adskiller sig fra eller ligner den, som beskrives i det du læser eller ser.
Hvad betyder ADHD/ADD for dig?
ADHD kan komme forskelligt til udtryk, og det er vigtigt at finde frem til, hvor du har særligt behov for hjælp og støtte i forhold til din egen ADHD, og hvor du har dine egne personlige styrker. Det er dog en proces, der kan tage tid, så tag dig tiden til det!
Du kan finde mere om hvordan du kan arbejde med at forstå din ADHD her
Mød andre med ADHD eller ADD
Det kan være rart at møde andre med ADHD og ADD, som ved hvordan det føles at leve med. Du kan få indblik i, hvordan ADHD ser ud for andre, og hvilke udfordringer der er fælles for de fleste med ADHD. Når man møder andre, kan man udveksle erfaringer, som kan være en hjælp til ens eget liv med ADHD eller ADD. Det kan også være med til at understrege, at selvom det måske godt kan føles sådan, så er du ikke alene.
Du kan møde andre unge med ADHD eller ADD, ved at deltage aktiv i UNG+. Du kan læse mere her, om hvordan du kan være med
Tips til det gode liv med ADHD / ADD
Sverre Hoem opstiller 4 trin til det gode liv med ADHD / ADD
- Forson dig med, at du har ADHD og kommer til at have ADHD resten af livet.
- Indstil dig på, at ADHD giver dig begrænsninger.
- Tag hensyn til begrænsningerne, samtidigt med at du udnytter dine stærke sider.
- Vis dig som en aktivt handlende og ansvarlig voksen, som ikke skyder skylden på andre.
(Kilde: Sverre Hoem, ADHD – En håndbog for voksne med ADHD, 2008)