Bullet Journal

Bullet Journal er et organiseringssystem, som kan hjælpe dig til at få til at få styr på dine huskesedler, lister, opgaver, aftaler, notater og alt det andet, som du kunne finde på at skrive ned. Det er et papirsystem til dig, som på trods af elektroniske kalendere, alverdens apps og digitale note-systemer, stadig godt kan lide at lave en god gammeldags liste. En Bullet Journal kan være en logbog, en dagbog, en kalender, en notesbog eller en opgaveliste – og den kan blive din bedste ven.

Simple grundprincipper

Når du vil i gang med Bullet Journaling, så er der nogle få grundprincipper, som du har brug for at kende – og herefter kan du begynde at bruge Bullet Journal kreativt, gøre den personlig og tilpasse i forhold til egne behov.

Hurtig logning med bullets

Logning handler om at skrive kort, konkret og præcist. At føre logbog skal ikke være en træls og krævende opgave, men noget som kan gøres hurtigt. Derfor bruges bullets (punktopstilling, som det hedder på dansk) efter et bestemt system, som skal være gennemgående i hele din Bullet Journal. Du kan lave din egen nøgle (oversigt over hvad de forskellige bullets betyder), eller du kan bruge Bullet Journals egen nøgle.

En opgave markeres med en prik. Når en opgave er udført kan prikken gøres til et kryds. En begivenhed, som ikke er en egentlig opgave, markeres med en cirkel og notater med en streg. Hvis du flytter en opgave, fx til en anden dag, laver du prikken om til en pil.

Bullet Journal nøgle:

•  Opgave

>  Flyttet opgave

X  Færdiggjort opgave

O  Begivenhed

–   Notat

Indeks

Et andet vigtigt princip er indekset (indholdsfortegnelsen) og enhver ny optegnelse skal have en overskrift (emne) og et sidenummer. Siderne i din logbog skal derfor have numre. Overskrift og sidetal skriver du i dit indeks forrest i din Bullet Journal. På den måde kan du finde alle dine optegnelser igen.

Fremtidsloggen, månedsloggen og dagsloggen

At organisere og lave oversigter i såkaldte fremtidslogs, månedslogs og dagslogs er et andet vigtigt princip.

Fremtidsloggen er til opgaver, som ligger langt ude i fremtiden, men som du alligevel har brug for at huske. Fremtidsloggen kan fx dække et halvt år.

Hver måned laver du en ny månedslog, der som minimum består af en kalender (datoer og ugedage) og gerne en opgaveliste. Når du laver opgavelisten, kan du gå dine noter for sidste måned igennem og evt. flytte de opgaver, som du ikke fik lavet. Opgaver, som ikke blev løst, men heller ikke er vigtige længere, kan du strege over. Månedsloggen kan udbygges med forskellige oversigter, lister eller registreringer – alt efter hvad du har brug for.

Dagsloggen er til dine daglige opgaver, noter og begivenheder. Du laver dagsloggen fortløbende fra dag til dag. Opgaver, som ligger ude i fremtiden kommer på måneds eller fremtidsloggen indtil dagen, hvor de skal udføres. Nogle laver en hel skabelon for dagsloggen (som med fremtids- og måneds-), mens andre bare laver simple noter med bullets under en overskrift (dato og ugedag) og de laver kun dagsloggen de dage, hvor der er opgaver.

Alt det andet

Udover fremtidige, denne måneds og de daglige opgaver, begivenheder og noter, så kan din Bullet Journal bruges til et væld af andre ting. Du kan lave optegnelser om alt, når bare du husker at give den en overskrift, et sidenummer og sætte den i dit indeks.

På denne måde kan du bruge Bullet Journal til madplaner, budgetter, pakkeliste, gaveønsker, notater og madopskrifter. Du kan bruge den til at lave trackers, som kan registrere alt fra humør, træning, vægt, opsparing, stressniveau, cyklus, væskeindtag. Og du kan bruge den til at lave registre over vigtige datoer (fødselsdage, feriedage), ønskelister eller procedure-beskrivelser af opgaver eller begivenheder, som er tilbagevendende. Kun din fantasi sætter grænser for, hvordan du kan bruges din Bullet Journal.

Her kan du se grundlæggeren, Ryder Caroll selv forklare kort om Bu-Jo

Sådan kommer du i gang

  1. Anskaf dig en notesbog i god kvalitet og i en god størrelse (A5 eller deromkring) (Nogle notesbøger er lavet til Bullet Journaling og har allerede indeks og sidetal)
  2. Køb en god pen, tusser, stickers, farver m.m., hvis du gerne vil sætte et personligt præg på dine noter
  3. Lav et indeks, hvis det ikke findes allerede
  4. Lav en fremtidslog (kommer efter indekset) for de næste 6 måneder
  5. Lav en månedslog for den måned, som vi er i nu
  6. Gå i gang med at lave dagslogs (begynd med i dag)
  7. Lav andre optegnelser, hvis du har lyst (eller gør det en anden dag)
  8. Giv det nogle uger, prøv dig frem og lav de justeringer, som giver mening for dig
  9. Gå på nettet og find masser af inspiration på blogs, websider og i facebookgrupper
  10. Hav det sjovt – og hvis Bullet Journaling bliver endnu en opgave, som du ikke får gjort, så drop det!