Du har måske hørt eller læst, at kost har indflydelse på ADHD, og at man med den rigtige kost kan mindske ADHD-symptomerne. Fakta er, at man desværre endnu ikke er i stand til at sige noget med sikkerhed. Der er derfor brug for mere forskning, før man kan komme med anbefalinger på området.
Fiskeolie er måske gavnligt for nogle børn med ADHD
Fiskeolie kan måske hjælpe nogle børn med ADHD, viser en rapport fra 2012 lavet af Københavns Universitet.
Nogle forsøg viser, at fiskeolie har en gavnlig effekt på ADHD-symptomer. Andre forsøg viser, at fiskeolie ikke har nogen effekt på børn med ADHD. Resultaterne er således meget blandede, og rapporten anbefaler, at der forskes mere i fiskeolies virkning på børn med ADHD.
Sikkert er det dog, at det er sundt at spise fisk jævnligt. Så skulle det vise sig, at olien i fiskene ikke hjælper på dit barns ADHD, så er olien god for dit barns generelle udvikling og sundhed. Så det kan godt betale sig at spise fisk.
Eliminationsdiæter – en god metode til at finde følsomhed over for fødevarer
Københavns Universitet anbefaler også mere forskning i eliminationsdiæter. Metoden går ud på, at barnet får en diæt med meget få fødevarer. Langsomt får barnet nye fødevarer, imens ADHD-symptomerne holdes under opsyn. På den måde kan man finde den diæt, som det enkelte barn bedst trives med.
Det er dog ikke en metode, du selv bør gå i gang med. Det er nemlig både dyrt og krævende, og du får brug for specialister for at undgå fejlernæring.
En bestemt kost vil sandsynligvis ikke kunne hjælpe alle børn
Selv om man endnu ikke kan bevise, at en bestemt kost hjælper på ADHD-symptomer, så kan man allerede nu sige, at kosten formodentlig ikke kan hjælpe på alle børns ADHD-symptomer. Der er nemlig forskellige typer af ADHD, som sandsynligvis skyldes en blanding af arv og miljø, og børn reagerer derfor forskelligt på medicin og på ændringer i kosten
Der er brug for flere og større undersøgelser for at kunne sige noget sikkert om, hvordan kost evt. kan hjælpe børn med ADHD samt hvilke børn, der kan hjælpes.
Hvorfor sund og varieret kost er vigtig
Forskning tager tid, og det varer længe inden, der kommer nye resultater på området. I mellemtiden kan du sørge for, at du og dine børn får en sund og varieret kost. For selv hvis det skulle vise sig, at kosten ikke har indflydelse på ADHD-symptomerne, så er en sund og varieret kost godt for så meget andet.
Børn med ADHD spiser ofte mindre end andre børn. Det er derfor vigtigt, at dit barn får mad, der indeholder det nødvendige for, at barnet kan være sundt, udvikle sig og lære.
Hvis du vil vide mere om sund og varieret kost for dit barn, kan du læse mere om kost ved at følge linket til Fødevarestyrelsens kostråd.
Børns ADHD-medicin kan fjerne sulten og gøre måltider svære
Det er ikke altid let at få børn til at spise sundt, og for børn med ADHD kan der være ganske særlige udfordringer forbundet med symptomerne eller pga. bivirkninger af en medicinsk behandling.
Måske oplever du, at dit barns ADHD-medicin nedsætter barnets appetit, og måltiderne derfor hurtigt kan blive et kapløb om at få barnet til at spise – bare lidt. Og måske er det lettere at få barnet til at spise alt andet end den sunde kost.
Selv om det godt kan virke som en kamp, så er det vigtigt at finde frem til sunde ting, som dit barn har lyst til at spise.
Gode spise- og måltidsvaner kan løse en del af problemet, når medicinen går ud over appetitten.