Har jeg virkelig ADHD?
Bag om bloggeren: Pernille er 20 år og ung med ADHD.
Jeg tog selv initiativ til, at jeg skulle snakke med min egen læge om udredning for ADHD. Jeg er altid blevet fortalt, at jeg mindede om et barn, der havde ADHD både af venner, familie og endda skolen. Men der var bare ingen, der testede mig i skolen. Ingen, der fik sagt, at jeg skulle udredes.
Jeg fik nok af, at folk blev ved med at sige det. Derfor googlede jeg og læste en masse om ADHD. Der begyndte så småt at danne sig et mønster, for mange af de ting der stod passede på mig. Så jeg googlede “ADHD test online”. Jeg fandt en test (som er pålidelig), som skrev, at jeg burde gå til egen læge. Jeg snakkede så med min mor om det, som sagde, at det nok var en god ide – ikke mindst fordi, at så fik jeg jo et svar på, om jeg havde ADHD eller ej.
Så jeg ringer til egen læge og fortæller, at jeg gerne ville snakke om ADHD. Jeg tager ned til min læge, vi snakker og hun siger så, at der kan være en lille smule. Jeg siger, at jeg gerne ville være 100% sikker, så derfor ville jeg gerne udredes for ADHD. Min læge laver derfor en henvisning, men der er ventetid, så der går nogle måneder. En dag, da der er gået lang tid, ringer jeg til dem for at høre, om de har modtaget henvisningen. De har de, og jeg kunne få en tid nu, når hun alligevel have mig røret. Jeg kommer så hen til min speciallæge, der går 3-4 møder og så fik jeg at vide, at jeg har scoret højt på deres tests og har ADHD.
Det er ikke fordi det kom som noget chok, jeg havde på forberedt mig på, at han nok ville sige det. Jeg var mere vred på systemet og at jeg ikke var blevet udredt noget før. Jeg tænkte hvorfor var ingen der have set det noget før? Hvorfor lige mig? Men efter jeg havde tænkt på alle mulige spørgsmål, så fandt alt ligesom på plads. Alt gav mening – hvorfor at jeg var, som jeg var. Hvorfor jeg ikke reagerede som alle andre. Det forklarede så meget, at jeg fik diagnosen ADHD. Jeg skulle lige vænne mig til det, men det kom jeg hurtigt til.
Efter 19 år fik jeg min diagnose ADHD, i dag har jeg fundet ud af meget om mig selv. Jeg har lært at “bakke”, når jeg bliver for vred (min mor hjælper mig med at lære at bakke). Jeg har lært, hvornår jeg sige stop. Jeg har lært, at jeg ikke er dum, jeg har bare nogle udfordringer. At det okay at have en dårlig dag og at jeg gerne må sige fra. Jeg er kommet til at kende mig selv bedre efter jeg fik diagnosen. Det er aldrig for sent. Men jeg er så taknemlig for dem der stod bag mig, både da jeg var i gang med udredelsen og da jeg skulle finde det rigtige medicin. Men mest tak til mine forældre og søskende.
