At blotte sig om sin ADHD
Skrevet af en anonym frivillig
På en helt almindelig dag på pædagoguddannelsen diskuterer vi emnet ’inklusion’. Der er altid nogen, som skal kloge sig på diagnoser.
Jeg trækker vejret, lettere anspændt, ned i maven. Det er heldigvis blevet lettere at styre mine impulser efter jeg er begyndt på medicin.
Den ene påstand afløser den anden: “I gamle dage, var man bare urimelig og havde krudt bag i. Nu skal alle have en diagnose”, “Systematisk ansvarsfralæggelse af forældrene”, “Jeg er ikke testet, men jeg er sikker på de kunne finde nogle bogstaver og give mig, hvis de bare ledte længe nok”, “Jeg har også svært ved at sidde stille, men da jeg var barn, kastede man ikke sådan rundt med diagnoserne”
Jeg tæller langsomt baglæns fra ti. Hvorfor er det altid et oplæg til diskussion, og hvorfor er jeg så påvirkelig? Egentlig er deres meninger ikke relevante for mig. Hvis jeg først rejser mig op og går ind i snakken, så bliver jeg så sårbar. Så efter en kortere indre cost-benefit-analyse finder jeg ud af, at det slet ikke betale sig, i forhold til den mentale udmattelse der følger ovenikøbet.
Lidt i samme boldgade havde jeg for en del år siden en svær depression i kølvandet på mange års ubehandlet ADHD. Jeg havde nogle veninder, som jeg efter et års tid i sølet, turde åbne mig lidt op for. Det blev ikke modtaget med åbenhed, som jeg havde håbet på. Det blev faktisk negligeret til, at de også sommetider havde dårlige perioder i deres liv og så en længere forklaring om at se lyst på tingene.
Det føles ofte som om, at de største benspænd i mit liv er allemandseje, uden at nogen i virkeligheden ejer det. Sommetider kan det også føles som om, at man bliver mødt af en konkurrence om, hvem der har haft det værst, bare fordi man blotter hjertekulens tomhed en smule.
Heldigvis har jeg lært, og jeg håber at du kan lade dig inspirere:
Den ærlighed, du sender ud, er ikke tabt, bare fordi den ikke bliver taget ordentligt imod. Du må have mod til at prøve igen og igen, indtil du finder én som vil lytte. Respondentens reaktion er ikke dit ansvar, og et samsurium af knudrede minder og uforløste følelser. Ligeledes må du tænke over hvordan du modtager og responderer på når andre åbner sig op, ligegyldig hvilken grad af smerte du synes det repræsenterer. Jeg har lært at bruge sætninger som:
“Jeg kan se du er ked af det”, “jeg kan se det påvirker dig”, “jeg håber for dig, at du under disse omstændigheder har mulighed for at finde glimtvis af oplevelser/minder, som vækker glæde hos dig”. På den måde møder du vedkommende med forståelse og undgår samtidig, at din respons også skal bære dit syn på den virkelighed.
Det er lettere for alle.