Skrevet af Emma Borch på 26 år.
At blive rigtig voksen med ADHD
Kan man blive rigtig voksen med ADHD? Det spørgsmål stiller jeg mig selv meget for tiden, for jeg føler ofte, at det at blive voksen og samtidig have ADHD ikke rigtig harmonerer. Måske er det derfor nogle føler, at deres ADHD på en måde bliver værre med årene – måske bliver den ikke værre, måske er det bare verden omkring os og de stigende forventninger, den har til os som voksne individer, der gør, at det føles sværere. Jeg ved det ærlig talt ikke, men hvad jeg dog ved er, at jeg er træt af ikke at føle mig god nok. God nok til at holde styr på mit hjem, god nok til at holde styr på min økonomi og god nok til at holde styr på min kalender. I bund og grund kæmper jeg ofte med at holde styr på mit liv, og det føles alt andet end voksent. Egentlig er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at blive sådan rigtig voksen, men det vender jeg tilbage til.
Hvad er ‘voksent’?
Jeg nærmer mig 27 år med hastige skridt, og mens mange af mine venner og bekendte så småt begynder at stige i graderne, blive forældre, som regel bor i noget der ligner noget fra ‘Bo Bedre’ og allerede har helt styr på pensionsopsparingen, så ser min verden markant anderledes ud. Og det er egentlig ikke fordi jeg har (realistiske) ambitioner om, at mit liv skal se ud præcis som deres, men jeg misunder den struktur, deres liv har. Og så alligevel overhovedet ikke. Det vidunderlige paradoks, som mange af os lever med. Vi har brug for struktur, men vi hader det også lidt. Sådan har jeg det i hvert fald.
Men struktur føles bare meget voksent og de perioder i mit liv, hvor jeg føler mig allermest voksen, er dem, hvor jeg på mirakuløs vis husker at få ringet til lægen, sagtens kan overskue at tage opvasken, får færdiggjort ét projekt, før jeg starter på et nyt, og mit hjem generelt ikke ligner et bombet lokum. Men lige så voksen som jeg føler mig i de perioder, lige så forkert føler jeg mig, når det hele uundgåeligt ramler sammen.
Har jeg overhovedet lyst til at blive voksen?
I virkeligheden er der jo ikke nogen der bestemmer, hvad det vil sige at være voksen, men der er ikke desto mindre nogle mere eller mindre udtalte samfundsnormer, som jeg føler jeg skal leve op til, i et samfund, som ikke ligefrem er indrettet til sådan en som mig. Jeg er jo allerede voksen – det føles bare så uoverskueligt at være nogle gange.
Og der er da, i al beskedenhed, mange ting jeg er god til, men det føles også lidt som om, at jeg er dårlig til meget af det, som andre synes er vigtigt. Der er ingen, der rynker på næsen af folk der f.eks. ikke er kreative eller gode til at tænke ud af boksen – “det er jo bare sådan de er, det skal der være plads til”. Hvis man så til gengæld er lidt ustruktureret eller har problemer med punktligheden, så skal man “bare få styr på det” og “bare blive bedre til at kigge på klokken”. Måske bunder min skepsis overfor voksenlivet i virkeligheden i en følelse af, at mine kvaliteter ikke anses for vigtige voksenkvaliteter, mens mine mangler derimod er “en del af det at være voksen” – sat på spidsen naturligvis.
Hvis jeg lige her til slut skal vende pilen indad, så er jeg jo også selv en del af det forventningspres, jeg føler. Jeg kan i princippet lade være med at acceptere samfundsnormerne, som den eneste sandhed og i stedet starte med at acceptere, at en let rengøring nok aldrig helt stopper med at føles som en bjergbestigning for mig. Det næste bliver så at stoppe med konstant at forsvare over for andre, hvorfor mit hjem ikke er lige så rent som deres, men det er en længere snak – og et andet indlæg.
Men for at besvare mit eget spørgsmål; ja, jeg har lyst til at blive voksen. Jeg vil bare gerne have lov at være det på mine egne præmisser. Så det vil jeg prøve at give mig selv lov til.