Venskaber kan udfordre, fordi de kræver vedligehold og opmærksomhed. En ven bliver ikke ved med at være en ven, hvis man ikke bruger tid sammen eller har kontakt jævnligt. I venskaber forventes man at give noget på lige fod med den anden. Der forventes altså ofte en jævnbyrdighed, hvor begge parter tager initiativ til kontakt, udviser interesse for den anden.
Mennesker med ADHD fortæller ofte, at venskaber kan udfordre dem netop fordi det er svært at huske at holde kontakt med dem. De kan forsvinde fra bevidstheden, når der sker for meget omkring en og pludselig løber tiden uden at man har set hinanden.
Plej dine sociale relationer ved at sætte det i system
Sæt tid af i din kalender og hav evt. et fast tidspunkt hver uge, som er reserveret til vedligehold af venskaber. Brug påmindelser, hvis du glemmer at lade hære fra dig eller tage kontakt. Accepter at ude af øje kan være ude af sind for dig, så du har brug for et system, som minder dig om dine venner.
Brug 10 min hver dag
Brug 10 minutter hver dag på at være i kontakt med venner fx på telefon, mail, sms eller via de sociale medier. På den måde bryder du dit vedligehold af sociale relationer ned i mindre og mere overskuelige bidder. Du kan evt. koble dine 10 minutter med en anden aktivitet, som også sker hver dag, så du får skabt et ritual omkring det. Det kan være morgenkaffen, frokostpausen eller busturen til arbejde.
Brug ventetiden fornuftigt
Brug ventetid til at pleje dine relationer. Ring fx til en god ven, mens du gør noget andet. Det kan fx være mens du kører i tog, venter på at vaskemaskinen bliver færdig.