Find en nem kogebog

Ikke alle kogebøger er lige udførligt beskrevet, og ofte skal man gætte sig til ting. Hvilke redskaber skal man bruge? Hvordan ser ingredienserne ud? Hvad skal laves først? osv. Det kan hurtigt blive en fuldkommen uoverskuelig proces at lave mad. Derfor kan det være en rigtig god idé at anskaffe sig en kogebog, som er til at forstå.

Børnekogebogen

Selvom det virker en smule fjollet, kan det være en god idé at finde en kogebog til børn. De er nemlig ofte meget udførligt beskrevet med billeder, arbejdsgange og overskuelige lister.

Det er selvfølgelig ikke alle kogebøger til børn, som er lige gode. Derudover skal den naturligvis også indeholde mad, som du har lyst til at lave og spise.

Gå på biblioteket

Du kan tage en tur på biblioteket og kigge efter kogebøger. Tag max. tre bøger med hjem og husk at skrive i din kalender, hvornår de skal afleveres eller fornyes. Opbevar dem et sted, hvor de ikke bliver væk.

Når du finder en bog, som passer godt til dig, kan du overveje om, du vil købe den. Du kan evt. få bibliotekaren til at hjælpe dig med at finde og købe den på nettet.

Billedkogebogen

Billedkogebogen – trin for trin, er et målrettet redskab til alle, der har svært ved at følge opskrifterne i en almindelig kogebog. Bogen henvender sig bl.a. til mennesker med kognitive handicap.

Bogen består af 37 opskrifter opsat med visuel ingrediensliste, visuel redskabsliste og trin for trin fotos af hver enkelt led i madlavningsprocessen.

Billederne er opsat i en enkel og kontinuerlig skabelon. Se filmen herunder om, hvordan du bruger den.

Bogen sælges i vores webshop her