Vi befinder os i en tid, hvor vi ofte støder på udsagn som “alt er muligt”, og Nike har virkelig banet vejen med deres verdenskendte slogan, strategisk placeret lige over deres swoosh: “JUST DO IT.”
Når jeg tænker på, hvad jeg dagligt støder på i ADHD-foreningen, føler jeg mig dog undertiden ambivalent i forhold til disse udsagn. Der er skabt så mange love eller måder at tolke loven på, stemninger og begrænsninger, at jeg i mine mest dystre og frustrerede øjeblikke tænker, at alt er faktisk ikke muligt.
Og jeg ved det jo godt; Alt er ikke muligt. Men det er i det mindste ofte muligt at stræbe efter det liv, man ønsker og drømmer om, og at gribe de mange muligheder, vi konstant møder.
Men sådan er det ikke for alle. Især ikke for mennesker med ADHD. De står alt for ofte over for manglende muligheder for blot at være noget eller gøre noget, som de fleste andre tager for givet. Det kan f.eks. være at deltage eller blot være til stede i den danske folkeskole, i en given fritidsaktivitet eller på en arbejdsplads. Ja, det kan endda være i de helt små hverdagssituationer i familien.
Det er, som om størstedelen af danskerne endnu ikke forstår, hvordan mange med ADHD/ADD opbruger deres daglige portion energi på blot at leve og være i helt almindelige og nære hverdagssituationer. I forsøget på at ligne de mange og gøre som de fleste. Det lyder næsten hult, når vi siger til hinanden, at vi skal tænke ud af boksen – for det er netop det, som mennesker med ADHD og ADD gør. Og alligevel er det forkert. Ret forvirrende, ikke?
“Bare realiser dit potentiale. Just do it.” Jeg tror faktisk ikke, at jeg kender nogen, der ikke gerne ville kunne “just do it”, når man har lyst til noget eller drømmer om noget. Når man gerne vil gøre som de andre og være som de andre, men hvor man ind imellem simpelthen ikke kan.
De kan ikke bare lige gøre det, ikke lige fokusere på det og skabe den langsigtede plan.
Mennesker med ADHD kæmper for, at dagen i dag hænger sammen for dem selv, familien, arbejdet og livsglæden. De kæmper i nuet. Og er det ikke det, vi hele tiden taler om; vi skal leve i nuet, være til stede i øjeblikket og være i flow. Og alligevel er det også forkert. Igen, ret forvirrende, ikke?
Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle, men det gør det ikke mindre vigtigt at tale om det og forsøge at ændre på det. Jeg ved godt, at mange klarer sig godt i livet og samtidigt lever med ADHD, men dem, som har brug for støtte, hjælp og motivation, dem skal vi altid være der for. Sammen. Vi skal blive ved med at kræve forudsætninger, det der gør, at “mere bliver muligt” og lettere “at gøre”.
ADHD kommer i mange nuancer, mange udtryk og ser forskelligt ud. Og så kan det også ændre sig over tid. Ikke alt er muligt for alle, men mere skal altså være muligt for mennesker med ADHD/ADD.
Vi skal forstå ADHD mere, og mange skal stadig ændre deres forståelse af ADHD og opfattelse af, “hvordan det ser ud”. Min opfordring til dem er: ”Kom nu. Det er jo ikke så svært. Alt er muligt. Just do it”.
Camilla Louise Ganzhorn
Direktør
ADHD-foreningen