Kom i gang

Der kan være mange grunde til, at det er svært at komme i gang med en opgave. Nogle gange handler det om at finde motivationen for at tage det første lille skridt. Hvis du har svært ved at komme i gang med opgaver, så prøv én eller flere af disse forslag.

1. Giv det 5 minutter

Lov dig selv, at du kun behøver at gøre det i 5 minutter. Så kommer du nemmere over igangsætningsvanskelighederne, og ofte vil du kunne mere, når du først er i gang. Og hvis du ikke gider mere efter 5 minutter, så stop.

2: Tænk på dig selv som en sprinter

Selvom du ikke kan løse en stor opgave i et hug, så kan du måske løse opgaven i mange små bidder. Så tænk på dig selv som en sprinter og løs opgaven i flere små sprints frem for et langdistanceløb.

3: Snyd dig selv i gang

Fortæl dig selv, at du ikke rigtigt er gået i gang med opgaven, men bare er i gang med at forberede dig. På den måde kommer du nogle gange i gang uden at opdage det.

4: Lov dig selv en belønning

En belønning kan være en dans med din gulvmoppe, når du gør rent. Det kan også være en pause, en kop kaffe eller en guldkaramel. Måske bare tilfredsstillelsen ved at kunne sætte et ”tjek” på din liste. Når du belønner dig selv, snyder du din hjerne til at give dig de signalstoffer, der gør dig glad, og det giver dig lyst til at gøre det igen.

5: Skift mellem opgaverne

Hvis en opgave hurtigt bliver kedelig, og du er ved at miste koncentration og motivation, så hav 2-3 opgaver, som du skifter imellem. Men begræns det til de samme 2-3 opgaver, for ellers vil du kun få lavet en lille smule på mange opgaver.  Hvis du arbejder på de samme 2-3 opgaver, vil du kunne få lavet en del på disse opgaver af flere omgange .