Tøjvask er en proces, som har mange trin. Første skridt er sortering af tøjet inden vask. Med et sorteringssystem, hvor du har en vasketøjskurv til hver type vask, kan det blive nemmere at komme i gang. Du sorterer tøjet, når du smider det til vask, og når en kurv er fuld, er det tid til at vaske.
1. Hvor mange forskellige typer vaske?
Begynd med at finde ud af, hvor mange forskellige typer vasketøj, du vasker. Normalt bliver tøjet både sorteret i forhold til farver og temperaturer. Der findes også tekstiler, som fx uld og silke, der skal vaskes på særlige uld/skåneprogrammer. Vær kritisk i forhold til antallet af forskellige typer og prøv at undgå, at antallet af kurve bliver alt for omfattende. Overvej om nogle ting kan vaskes sammen, hvis du fx ikke har så meget af det, og sjældent har nok til en hel vask.
2. Anskaf dig kurve
Anskaf dig det antal kurve, som du har brug for. Det kan både være kurve, poser, kasser eller skuffer. Prøv at finde en beholder, der har en størrelse, som passer med en vask (den mængde, som kan være i din vaskemaskine).
3. Mærk dine kurve
Mærk dine kurve, så du tydeligt kan se, hvilken type vask, som skal i kurven. Det kan være vasketøjets farve, vasketemperatur eller program på vaskemaskinen.
4. Gå i gang med at sortere
Begynd med at sortere det vasketøj, som du allerede har.
Tips til tøjvask og garderobe
Tøjvask er en lang proces, og det er ikke kun sorteringen, som kan spænde ben. Her er en række forslag til hele processen:
- Hav dit klædeskab i dit vaskerum, så du slipper for at skulle bære det rene tøj rundt i huset og lægge det i flere forskellige skabe.
- Hæng dit tøj på bøjler, når du hænger det til tørre, så kan det hænges direkte ind i skabet.
- Drop sammenlægning af tøj. Læg det ind i skabet uden at lægge det sammen (virker bedst, hvis éns tøj er i et materiale, som ikke krøller nemt). Hav evt. kurve til dit tøj fremfor hylder.
- Drop klædeskabet. Hav en kurv til beskidt tøj og en kurv til rent.
- Læg tøjet sammen, når du tager det ned af snoren. Det er hurtigere end at vente til bagefter.
- Køb dit tøj i de samme farvenuancer. På den måde kan alt vaskes sammen, og alt dit tøj kan sættes sammen, uden at du skal bruge lang tid på det.
- Sortér og reducér dit tøj. Hav maksimalt ti sæt tøj. På den måde er du nødt til at vaske oftere, og hverken det rene eller det beskidte tøj fylder ret meget.
- Hav en fast vaskedag, som du sætter i din ugeplan eller kalender.