Rengøring

 

For at rod og skidt ikke skal overtage dit hjem og overskud, kan det være en god idé at få oprydning og rengøring til at blive en fast del af din hverdag. Der kan være mange årsager til, at du ikke kommer i gang, men herunder får du en række forslag til strategier, som kan hjælpe dig i gang med rengøring og oprydning.

1. Planlægning

Måske vil det hjælpe dig, hvis du planlægger, hvornår du vil gøre rent. Skriv ind i din kalender, hvornår du vil gøre rent.

2. Brug alarmer eller timere

Du kan sætte en alarm eller en timer og lave en aftale med dig selv om, at du kun skal gøre rent i den aftalte tid. Alarmen fortæller dig, hvornår du er færdig. Alarmen kan også sættes, så den fortæller dig, hvornår du skal gå i gang.

3. Gør det sjovt

Hør god musik eller lyt til en lydbog imens, så bliver det sjovere eller mere underholdende at gøre rent.

4. Begræns dig

Gab ikke over for meget, men begræns dig til et lille område ad gangen, så du kan blive færdig og nyde resultatet.

5. Beløn dig selv

Udsigten til en belønning kan gøre det nemmere at komme i gang. Lov dig selv en belønning for at gøre rent. Belønningen kan være alt muligt, fx at du må gøre noget, som du godt kan lide, efter du har gjort rent.

6. Gør det vigtigt

Invitér gæster eller gør noget andet, som betyder, at det bliver vigtigt for dig at få gjort rent. Når en opgave er vigtig, alvorlig, nødvendig eller meningsfuld, er den ofte nemmere at komme i gang med.

Et tip

Giv det ét minut, når en opgave presser på

Når du mærker, at rodet begynder at stige dig til hovedet, og du ikke kan overskue at bruge timer på at rydde op og gøre rent, så giv det bare ét minut. På ét minut kan du måske nå at putte al det brugte service i opvaskemaskinen. Måske kan du nå at samle vasketøjet sammen, og putte det i kurven.

Lav det til en lille konkurrence mod dig selv og se, hvor meget du kan nå fra gang til gang. Eller prøv om du kan bruge ét minut på at rydde op hver gang, du går ind i et andet rum. Hurtigt kan du måske få ét minut til at blive to eller fem.