Har du brug for at få bedre styr på garderoben – og måske blive mere effektiv, når du vælger tøj om morgenen?
Hvad er Capsule wardrope?
Capsule Wardrobe handler om at skabe sig en basisgarderobe, som er begrænset i omfang, men passer sammen (farve- og stilmæssigt), er tidløs og passer til dig og din stil.
Størrelsen på éns capsule kan variere. Normalt tæller man ikke undertøj, strømper, arbejdstøj, træningstøj eller accessories med, men alt andet – også sko. Så ender man måske med 35-40 stykker tøj og sko pr. sæson – f.eks. vinter og sommer.
Når man har sin garderobe på plads, vil man opleve, at det bliver nemmere at overskue tøjvalget, fordi der er mindre tøj.
Sådan gør du:
1. Start med at tænke lidt over din stil.
Hvordan kan du lide at gå klædt, hvad klæder dig og hvad er dine foretrukne farver og mønstre?
2. Tøm dit skab
Tag alt dit tøj frem med undtagelse af undertøj, strømper, arbejdstøj, træningstøj eller accessories. Find også gerne dine sko frem.
3. Fordel tøjet og skoene i 5 forskellige bunker:
Elsker-bunken: Det tøj og de sko, som du aldrig ville drømme om at skille dig af med.
Måske-bunken: Tøj og sko, som du ikke har gået med i et stykke tid, men måske forventer, at du vil komme til at gå med det igen.
Sæson-bunken: Tøj og sko, som er sæsonpræget og ikke kan bruges hele året.
Fest-bunken: Tøj og sko, som du bruger til fester.
Nej-bunken: Tøj og sko, som du ikke bruger længere.
4. Tag først et kig på din bunke af tøj, som du elsker
Her har du din basisgarderobe. Måske skal bunken sorteres lidt mere, så farverne og stilen harmonerer og matcher de tanker, du gjorde dig inden du gik i gang med at tømme skabet.
5. Se nu på din sæson-bunke
Hvilke ting skal være i din garderobe nu og hvad skal opbevares til næste sæson?
6. Så er der fest-bunken
Hvis du har fulgt guiden, kan dette tøj og skoene komme direkte tilbage i skabet. Ellers må du sikre dig, at der ikke er tøj iblandt, som skulle have været i ”Nej-bunken”.
7. Lav en ønskeliste
Lav en liste over det tøj, som du nu mangler for at fuldende din garderobe.
8. Tilbage i skabet
Hæng det tøj, du nu har sorteret, tilbage i skabet.
9. Tøjet i nej-bunken
Du kan enten vælge at give til genbrug eller at smide ud, hvis det ikke kan bruges mere.
God fornøjelse.