Det er ikke altid nemt at hygge sig
For nogle mennesker er sociale arrangementer slet ikke noget, man glæder sig til. Man har svært ved sociale spilleregler og oplever, at det kræver rigtig meget energi at finde ud af, hvordan man opfører sig og hvad der forventes af en. Man fylder måske for meget eller for lidt og har svært ved at være tilpas. Man har alt ofte oplevet at være anderledes og ikke passe ind, og man vil gerne undgå situationer, hvor det kan ske igen.
Man bruger en masse energi på at afkode og analysere situationen. Hvad sker der nu? Hvad skal vi nu? Hvordan skal jeg være i det her? Er jeg forkert (igen)? Det bliver svært at slappe af, stressniveauet stiger og energien forsvinder.
Der er så meget, man ikke forstår i det sociale samspil, som de andre bare lader til at vide. Fx at man skal tilbyde at hjælpe, rose maden, gå rundt og hilse på folk og smalltalke med kollegaer og ansatte, som man sikkert aldrig kommer til at tale med igen. Ens kolleger siger måske: ”vi skal bare hygge os, det er ikke noget særligt”.
Men hvad gør du, hvis du rent faktisk ikke hygger dig?
Tips til at være med uden at blive drænet for energi:
1. Tag med, men gå tidligt hjem
Bestem dig på forhånd for, at du vil (og gerne må) gå tidligt hjem. Sig til arrangørerne, at du går tidligt hjem. På den måde har du allerede indviet dem i din intention, og du behøver ikke at forklare dig eller give en grund, når du går.
2. Sig ikke ja med det samme
Men overvej om du har tid og energi lige nu. Du behøver ikke at tage med til alle sociale arrangementer på din arbejdsplads, men prøv at tage med til nogle af dem.
3. Tænk arrangementet igennem
Ved du, hvad der skal ske og hvad der forventes af dig? Har du styr på H’erne – Hvad skal der ske, hvor, hvornår, hvor længe og med hvem? Spørg en af dine kollegaer eller arrangørerne om, hvad der skal ske, hvem der kommer og hvornår det slutter?
4. Tænk på det som en træning
Alle andre er muligvis langt bedre end dig til det sociale, så brug dem til at lære fra. Observer, hvad de andre gør, som de har succes med i det sociale.
5. Hav en nødudgang/pausemulighed
Hvis du skal til et arrangement, hvor du ikke kan gå tidligt hjem, så tal med arrangørerne om, at du kan have brug for en pause. Ofte er muligt at sidde i bussen (hvis I er på tur) eller du kan trække dig væk fra gruppen, så du kan få lov at have en halv time for dig selv.
6. Hav allierede
Hvis du er bange for at komme til at fylde for meget så alliér dig med en god kollega og bed ham/hende fortælle dig, hvis du snakker for meget, for højt, afbryder eller gør noget andet, som kan være et problem.