Lommepenge

Hvis det er svært at få pengene til at strække hele måneden, så kan en lommepengestrategi være en løsning.

1. Del dine penge op

Del de penge op du må bruge i denne måned, så du ved, hvor meget du kan bruge hver uge.

2. Adgang til dine lommepenge

Beslut dig for, hvordan du skal få adgang til dine lommepenge. Du kan overveje,

  • at have en særlig konto (med hævekort) til dine lommepenge, som du hver mandag overfører beløbet til. Du kan også lave en fast overførsel, som kører af sig selv (hvis det er samme beløb hver måned) eller du kan bede banken om at gøre det.
  • at hæve beløbet hver mandag, og betale med kontanter i løbet af ugen.
  • at hæve alle dine penge i begyndelsen af måneden, og fordele dem fx i 4 kuverter (1 til hver uge i en måned). Hver mandag tager du hul på en ny kuvert.
  • at bede en anden om at styre dine ugepenge, fx én i familien. Så får denne person lov til (en fuldmagt) at hæve penge på din konto. I kan så aftale, om du skal komme og hente pengene hos dem, eller om de kommer med pengene til dig.

Dagsbeløbet

Andre kan bedre lide at regne ud, hvor meget de må bruge om dagen. Det kan være praktisk, hvis du fx køber ind hver dag. Det er forholdsvist nemt at huske beløbet, og du skal bare sørge for ikke at overskride det. Hvis du har et dagsbeløb , er du sikker på at have penge nok til hele måneden.

Kombinér lommepenge/dagsbeløb med et budget

Lommepengestrategierne virker bedst, hvis du kombinerer dem med et budget. Budgettet sikrer, at du kender dit rådighedsbeløb, når alle månedens udgifter er betalt. Rådighedsbeløbet er det, som du skal bruge til fx mad, tøj, sko og fornøjelser.