Langvarig behandling med ADHD-medicin kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdom

27/03/2024

Langvarig behandling med ADHD-medicin kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdom, viser svensk studie. Og især ser det ud til, at behandlingen for ADHD kan føre til forhøjet blodtryk.

Forskerne fandt, at behandling med ADHD-medicin over længere tid var forbundet med særligt en højere risiko for kardiovaskulær sygdom. Medicinen øger i gennemsnit risikoen for forhøjet blodtryk med fire procent årligt. Stigningen er størst i de første tre år, hvorefter den ser ud til at stabilisere sig.

”Vi kender godt til, at lægemidlerne der bruges i ADHD-behandlingen kan medføre stigende blodtryk eller ligefrem hypertension, der kræver behandling. Men som med andre lægemidler er det altid en afvejning mellem gavnlige effekter på ADHD-tilstanden og de mulige bivirkninger som for eksempel hypertension,” siger Niels Henrik Buus, klinisk professor ved Nyremedicinsk Afdeling og Blodtryksklinikken på Aarhus Universitetshospital.

Spørger man speciallæge i psykiatri, Charlotte Jokumsen, så fortæller hun – akkurat som blodtryksspecialisterne – at risikoen for forhøjet blodtryk under behandling for ADHD er noget, som man, når man i hvert fald har med voksne ADHD-patienter at gøre, allerede er meget opmærksom på. Det gælder både inden opstart og under behandlingen for ADHD.

Læs artiklen: Langvarig behandling med ADHD-medicin kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdom (medicinsktidsskrift.dk)