Kalender

1. Hvilken kalender?

Det første, du skal gøre, er at finde ud af, hvilken kalender, du vil have. Hvad giver mest mening for dig og hvad vil fungere bedst? Er det en papirkalender, og hvordan skal den se ud, indvendig og udvendig?

Skal den være stor, lille, med plads til at skrive meget på de enkelte dage, eller er overblikket vigtigere? Er en elektronisk kalender bedre og er din smartphone-kalender nok, eller skal der mere til?

Brug dine tidligere erfaringer (for du har sikkert haft en kalender før) og spørg andre, hvad de gør og anbefaler. Lav plus/minus – øvelsen med de forskellige kalendertyper, hvis du synes det er svært at vurdere, hvilken der er bedst.

2. Anskaf kalenderen

Nu er det tid til at få fat i kalenderen. Vær opmærksom på, at det på nogle tidspunkter af året kan være svært at købe papirkalendere i butikkerne. Det er lettest i januar, mens elektroniske kalendere altid er tilgængelige.

3. Lav regler

Hvis du skal have succes med kalenderen, må du lave dig nogle regler for, hvordan du bruger den. Det skal være simple regler, som er nemme at huske. En regel kan være:

–          Jeg skriver alle aftaler i kalenderen

–          Jeg skriver aftalerne i kalenderen med det samme

–          Jeg har altid min kalender med mig

–          Har jeg ikke kalenderen med mig, sender jeg en sms til mig selv, så jeg kan skrive aftalen ind senere.

4. Gør kalenderen klar til brug

Skriv alle dine nuværende aftaler i kalenderen. Det kan fx være arbejde, undervisning, møder, kurser, ferier, fridage, fødselsdage, træning, fritidsaktiviteter, læge, tandlæge, aftaler med venner og familie eller sociale arrangementer.

5. Bestem dig for et kalenderritual

En kalender er ingen hjælp, hvis du aldrig tager den frem og kigger i den. Derfor skal du nu finde dit eget kalenderritual, hvor du får dit daglige overblik over dagens (og måske de kommende dages) aftaler. Det kan være et tip at koble det til andre ting, som allerede ligger fast, fx et morgenritual, hvor du kigger i kalenderen sammen med dagens første kop kaffe eller sammen med havregrynene. For andre er det bedst om aftenen, inden de går i seng, så de er forberedte på næste dag. Eller måske både morgen og aften.

Nu er du klar til at gå i gang med at bruge en kalender, og i den kommende tid skal du øve dig og træne dine regler og dit ritual. Giv dig selv god tid, evaluér og tilpas henad vejen og fortvivl ikke, hvis du glemmer kalenderen en dag eller to. Husk at det tager lang tid at få en ny vane.