Du kender det sikkert. Når du har en masse ting, du gerne vil nå, laver du en To-do- liste. Mange gange bliver listen for lang og for ambitiøs, mere en ønskeliste end en opgaveliste. Det betyder, at du ikke kan nå i mål med alle opgaverne og når dagen er gået, sidder du tilbage med en følelse af ikke at slå til. Dette undgår du med Have-done-listen.
Opgaver
Begynd med at skabe dig et overblik over, hvilke opgaver du har. Det kan være opgaver i hjemmet, på job, i din fritid osv. Altså en bruttoliste over alle opgaver, hvor du frit skal kunne vælge, hvilken opgave du vil lave hvornår.
Næste trin er så at få din bruttoliste opdelt, så du hurtigt kan danne dig et overblik. Det kan være du opdeler den i zoner, altså stue, køkken, gang osv. eller i opgavetyper som fx at støvsuge, rydde op, støve af osv.
Hver gang du udfører en af opgaverne på din bruttoliste, skriver du det ind i din have-done-liste, og sådan fortsætter du hele dagen.
Der er naturligvis flere forskellige måder at lave ”have-done-lister” på:
- Simpel listeform, hvor du skriver ned efterhånden, som du får lavet noget.
- Skemaer for hvert enkelt område, hvor du har noget, der skal gøres. Her kan du markere eller krydse af hver gang, du har lavet noget af det.
- En krukke med sedler eller bordtennisbolde, hvor du har skrevet en opgave på hver bold.
Når opgaven er udført, så lægger du den over i en anden krukke. Når du har tømt krukken, så er det forfra igen – altså en evigheds ”have-done/to-do bowle”
Gevinsten
Den virkelige gevinst ved denne type liste er, at det er en ren liste over det, du har gjort i dag, i går, i denne uge eller i denne måned – og det giver energi at se en liste over færdige opgaver. Endelig kan en samling afsluttede have-done-lister bruges som en realistisk bruttoliste senere. Her kan du nemlig se, hvilke opgaver, du får løst, og hvor meget du kan overkomme på én dag.
Have-done-listen er især god, hvis du har kæmpet med traditionelle to-do-lister og ikke haft succes med dem. En tid med have-done-lister kan være en god genstart af arbejdet med lister.