Ofte vil arrangementer med mange mennesker og mange sanseindtryk være krævende for dit barn. For nogle er det også samværet med fremmede, som man ikke kender, der er hårdt. Som forældre til et barn med ADHD kræver det også ekstra energi fra dig/jer. Det kan være svært at slappe af, stressniveauet stiger og energien kan forsvinde.
Tips til at deltage i arrangementer med et barn med ADHD:
1. Tag med, men gå tidligt hjem
Dit barn bliver hurtigt fyldt op. Bestem dig på forhånd for, at I vil (og gerne må) gå tidligt hjem. Sig til værten/værtinden, at dit barn og enten en af forældrene eller alle går tidligt hjem. På den måde har du allerede indviet ham/hende i din intention, og du behøver ikke at forklare dig eller give en grund, når I går.
2. Vælg til og fra
Sig ikke ja med det samme, men vælg de ting som betyder noget for dig, din familie og dine børn. Prioritér de sociale arrangementer og de mennesker, som giver dig energi.
3. Forbered dig
Tænk arrangementet igennem. Ved du hvad der skal ske, og hvad der forventes af dit barn? Oplys dit barn om Hv-ordene – hvad skal der ske, hvor, hvornår, hvor længe og med hvem?
4. Hav en nødudgang/pausemulighed
Hvis du har dit barn med til et socialt arrangement, hvor du ikke kan gå tidligt hjem, så tal med værten om, at dit barn kan have brug for en pause. Ofte er der et tomt gæsteværelse eller lignende, hvor dit barn kan få lov til at få en halv time for sig selv.
5. Hav allierede
Hvis du er bange for at dit barn kommer til at tage alt din energi, så alliér dig med nogle venner, eller noget familie, som dit barn er tryg ved. Spørg dem om de har lyst til at tage en lille stund med dit barn, hvis du/dit barn har brug for det. I kan evt. aftale et tegn.