Vær på forkant

Vær på forkant

Som forælder til et barn med ADHD er du på en opgave, der konstant kræver tid, energi og pædagogiske anstrengelser. Det kan dog spare dig for mange konflikter og frustrationer, hvis du som forælder beslutter dig for at være et skridt foran barnet hele tiden.

 

Det kan være en stor og også mange gange umulig opgave, da barnet kan handle hurtigere, end du kan nå at blinke. Men kan alligevel være foran på mange områder. Især når det handler om at strukturere hverdagen, forberede barnet på skift og aktiviteter, analysere opståede konflikter og evaluere din egen indsats med henblik på at blive klogere og dygtigere til at håndtere barnet.

Her er hyppige refleksioner nøgleordet:

  • Hvad var det, der gik galt under aftensmaden i går?
  • Hvorfor reagerede han sådan?
  • Hvordan klarede jeg situationen?
  • Hvordan kan jeg arbejde for, at det ikke sker igen?
  • Hvad gør jeg anderledes i samme situation en anden gang?

Vær i øvrigt hele tiden opmærksom på barnets særlige behov for individuelle hensyn i både tid, omsorg og rum. De fleste børn har fx stor gavn af at have faste, afmærkede pladser til deres ting og af at få visualiseret tiden med et æggeur eller en Timetimer.