Bevar roen

Som voksen er det vigtigt at kunne bevare roen under en konflikt

En konflikt bliver sjældent hverken mindre eller kønnere af, at den voksne bliver vred og ikke tænker klart. Husk at børnene kun er små mennesker, der er ved at lære og kæmper med at træne færdigheder i at begå sig, høre efter, holde sig i ro, følge regler og lære af egne erfaringer.

En voksen, der forholder sig roligt og venligt, giver barnet tryghed og roen smitter barnet.  Hvis der er en konflikt under opsejling, kan den voksnes ro være afgørende for udfaldet. Nogle gange kan det også være en ide at prøve, at aflede barnet, når du kan se, at der er en konflikt på vej.

Hvis først der er en voldsom konflikt, og barnet er ophidset eller vredt, så vær rolig og tal med neutral stemme, kræv ikke øjenkontakt og giv barnet mulighed for at trække sig.

Det handler om, at barnet får mulighed for at bevare selvkontrol, og nogle gange kan det, at barnet ikke skal kigge på den voksne eller det kan løbe væk, være det, der gør, at barnet ikke slår eller kaster med ting.

Hvis du kan mærke, at du selv er ved at miste roen, kan det være godt at lade din partner tage over. Tal med dine partner om, at I hjælper hinanden, og at et personskift ved konflikter, nogle gange kan betyde at konflikter ikke eskalerer.

Hvis du ikke kan lade din partner tage over, så forsøg at finde en strategi til at falde lidt ned eller flytte dig lidt væk, når du bliver vred og frustreret.
Tæl til ti, gå en tur ud i køkkenet og drikke et glas vand eller lignende.
Din partner og dig kan evt. aftale et kodeord i fredstid, som I kan bruge til at minde hinanden om, når det er tid til at slappe af eller skifte strategi. Et kodeord eller tegn kan også signalere, at du har brug for, at den anden tager over.

Det kan også være at foretrække at sige: Nu kan jeg mærke, at jeg bliver gal, så jeg går lige lidt ud i haven og kommer ind igen om lidt. Er man som forældre opfarende af natur, er det en stor udfordring, at kunne bevare roen overfor sine børn, og det er noget, man skal arbejde meget med.