Celina

En historie om en oplevelse på en ferie

Celina på 16 år er lige kommet hjem fra ferie med sine forældre.
Hun har besøg af sin veninde og fortæller hende om en ubehagelig oplevelse på ferieturen.

 

Celina havde snakket med en lidt ældre fyr et par gange. Han boede på det samme hotel som Celina og hendes forældre. Han smilede til hende, når han gik forbi.

En eftermiddag lå Celina på en liggestol ved poolen i bikini og læste. Fyren kom hen imod hende, og Celina sagde hej, da hun så ham. Han satte sig ned på liggestolen ved siden af hende og spurgte, om Celina ville med en tur ind til byen senere. Samtidigt lod han sine fingre glide hen over hendes maveskind. Celina satte sig forskrækket op og sagde, at hun lige skulle hente sin solcreme.

 

”Siger du ja?” Spurgte fyren.

Celina vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Så hun sagde bare, at det ville hun måske.

”Hvad mener du med måske? Du har da virket meget interesseret i mig.” Svarede fyren undrende.

Celina gik op på sit hotelværelse. Hun forsøgte at undgå fyren resten af ferien.

Celina fortæller sin veninde, at hun ikke forstår, hvad fyren mente med, at hun havde virket meget interesseret i ham. Det synes Celina ikke, hun havde. Hun havde da bare hilst på ham og snakket med ham et par gange.

”Måske kan du godt virke interesseret og flirte uden at vide det. Som om du vil mere end bare snakke,” siger Celinas veninde. ”Fyre kan godt have nogle bagtanker, når de tager kontakt til dig.”

”Men jeg snakkede jo bare med ham? Jeg ville ikke andet end snakke.” Celina ser forvirret på sin veninde.

”Nej, men det har han åbenbart ikke forstået. Men det der med, at han rørte dig på maven… det er bare for meget. Hvordan havde du det med det?”

Celina fortæller, at det var mega grænseoverskridende og klamt, at fyren rørte ved hendes mave. Pigerne taler om, hvorfor Celina ikke bare sagde fra i stedet for at sige, hun skulle hente solcreme.

 

 

Snak sammen med andre om disse spørgsmål til filmen 

  • Hvorfor tror du, Celina sagde, at hun skulle hente solcreme?
  • Hvad kunne Celina have sagt eller gjort? Vælg et eller flere af disse forslag:
  1. Er du sød at rejse dig fra min liggestol. Det går over min grænse det der.
  2. Hvad laver du? Det er slet ikke ok at du rører min mave.
  3. Det er ubehageligt.
  4. Ellers tak. Det er jeg ikke interesseret i.
  5. Bare gå sin vej uden at sige noget.
  6. Hente sine forældre, der kan sige noget til fyren.

 

Har du andre forslag til det, Celina kunne have sagt eller gjort i situationen? Snak om jeres forslag og diskutér hvilke forslag, I synes er gode.