Vi lytter – vi forstår – vi har også ADHD

Uanset hvad du vil tale om, sidder vores frivillige klar med et lyttende øre på

Har du ADHD, eller er du pårørende til en, der har?

Har du brug at tale med én om hvordan ADHD fylder i din hverdag?

Vores frivillige har selv ADHD/ADD og sidder klar ved telefonen til at tale med dig om lige præcis det, som du har på hjertet tirsdag og torsdag fra kl. 18 – 20 på: 70 22 44 66.

Du bestemmer selv hvad du vil tale om, og det er selvfølgelig både gratis og anonymt.

Du kan bl.a. ringe og få en snak om:

  • udredning
  • skole/studie
  • familieliv
  • arbejdsliv
  • parforhold
  • ensomhed
  • eller lige det, der fylder hos dig!

De frivillige har selv ADHD, fordi vi ved, at det kan være lettere at tale med en, der ved hvad det betyder at leve med diagnosen. De er uddannet til samtalen og gode til at lytte til andres erfaringer, oplevelser og udfordringer, ligesom de gerne deler ud af egne erfaringer.

Vær opmærksom på, at de ikke besvarer spørgsmål om lovgivning og medicin.

Camilla er frivillig i ADHD taletid
Jeg er frivillig hos ADHD Taletid, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er at tale med én, der forstår ADHD indefra.

Jeg hedder Camilla, er 40 år og arbejder som vejleder og underviser. Jeg er selv sendiagnosticeret og opdagede først min ADHD i slutningen af 30’erne. Den opdagelse ændrede hele min forståelse af mig selv. Det åbnede op for endelig at kunne lære mig selv at kende, finde et sprog for hvordan jeg fungerer, acceptere mig selv og møde mig selv med omsorg.

Men der fulgte også en sorg med over de muligheder og hjælp, jeg ikke fik. Min egen erfaring bruger jeg derfor i dag til at hjælpe andre og møde dem med empati og forståelse.

Du kan ringe ind, hvis du har brug for en fortrolig samtale med nogen, der genkender både de udfordringer og de styrker, ADHD fører med sig. Samtalerne er mere ligeværdige, fordi vi frivillige selv har ADHD. Du behøver derfor ikke forklare alt fra bunden.

En samtale, der har gjort særligt indtryk på mig, var med en person i 50’erne, som netop havde fået sin diagnose. Der var brug for at vende symptomer, følelser og erfaringer med medicin. Mest af alt var der brug for at få bekræftet, at tanker og reaktioner i forbindelse med diagnosen er helt normale.

Hos ADHD Taletid bliver du mødt af nogen du kan spejle dig i, og som lytter uden at dømme.