Skrevet af Caroline Lilja – ambassadør for UNG+
Et af mine yndlingsemner. Eller også hader jeg det så meget, at det kan gøre mig helt ivrig at debattere om det. Jeg ved det ikke. I hvert fald – uddannelse er en urimelig størrelse når man har ADHD. Eller nej, jeg må hellere skifte over til jeg-form. Folk bliver altid sure, hvis man snakker i generelle vendinger.
Men helt ærligt, så har uddannelse og ADHD været en decideret rædselsfuld kombination for mig. Det har været det sted i mit liv, hvor min ADHD har kulmineret allermest med det menneske, jeg er. Jeg har drømme, som jeg ikke har kunne opnå endnu. Ikke på grund af mangel på viljestyrke eller intelligens, men fordi ADHD’en har besværliggjort så mange processer, som gjorde at det føltes umuligt.
Uddannelsesklubben
Jeg tænker helt ærligt, at jeg har noget som kunne sammenlignes med superkræfter, og alligevel har min ADHD til tider kvalt et hver rum for ilt. Jeg tror ikke min ADHD havde spændt lige så meget ben, hvis jeg ingen ambitioner havde.
Der hvor jeg kommer fra er det ikke ’godt nok’, hvis man ikke får en uddannelse.
Mine forældre har altid sagt, at de bare ønskede at jeg blev lykkelig, men jeg er farvet af det miljø jeg er vokset op i. I mit miljø går nærmest alle på universitetet eller tager en anden lang videregående uddannelse, og det er ikke et succeskriterie for mig. Men det betyder, at jeg endnu engang har følt mig udenfor klubben, og er der noget værre end at føle sig forkert og misforstået, når man er ung? Nej vel.
Problemet i at snakke om uddannelse på et generelt plan er, at vi har forskellig baggrund. Forskellige former for intelligens. Forskellig grad af ADHD. Forskellige forældre som har præget os eller mangel på samme. Så som altid må jeg tage udgangspunkt i mit eget liv.
Jeg VIL lykkes
Sagen er den, at jeg hele mit liv har haft en blanding af mindreværd og storhedsvandvid.
Ideerne og drømmene omkring livet har altid været store. Jeg har ofte tænkt, at der ikke var grænser for, hvad jeg kunne opnå, med det drive jeg kan generere. Problemet er, at mit drive ikke er konstant. Det hakker som en ridset grammofonplade. Det er ikke en lineær kurve. Min begejstring og formåen i det hele taget svinger fra imponerende til et decideret bundniveau, og det betyder desværre, at det kan tage mig vanvittigt lang tid at nå et mål.
Lad os lige tage det positive først. Dengang jeg skrev min første bog, var jeg 23. Jeg var begyndt at skrive og viste mine tekster til en journalist. Jeg vidste, at jeg ville få brug for en torveholder på projektet. Ikke til at skrive min bog, men til at hjælpe mig i processen når motivationen gik op og ned. Jeg gik totalt bekymringsfri og kroppen proppet med selvtillid ind på et af Danmarks største forlag og pitchede min bogidé. De troede så meget på mig og mit drive, at jeg underskrev bogkontrakt med dem tre dage efter. Jeg har fået nærmest alle de jobs, jeg har søgt. Jeg har generelt fået rigtig meget af det, jeg har jagtet. Fordi min indre ild brænder, og jeg VIL lykkes. Jeg vil opnå mine drømme. Jeg nægter at give op.
Jaja, tænker du. Men hvad så når du brænder ud og ikke kan følge med dit eget tog?
Jo, det skal jeg sige dig. Det er et kæmpe problem. Et problem som har fulgt mig hele mit liv. Som barn når jeg stod på håndboldbanen med hårbånd og høj hestehale som højre bak og tonsede rundt på banen – pludselig anede jeg dårligt hvor jeg var. Jeg havde scoret hele første halvleg og generelt brilleret. Pludselig var hjernen brugt op, og jeg var fuldkommen ubrugelig på banen. ”Koncentrer dig, DAM” råbte min træner fra sidelinjen. Og på vej tilbage fra et angreb, hørte jeg ikke, at hun ville udskifte mig. Så oven i købet fik jeg også en skideballe, fordi jeg ikke var opmærksom. Jeg forstod det ikke. Hvis håndboldhallen havde været mørk, havde jeg været det mest lysende batteri, som med et gik ud og blev en sort smadret cykellygte, ingen kunne bruge til noget.
Tilbage det til med uddannelse. Sidespor er mit speciale. Apropos.
Til dem af jer, som har læst min bog, hvor jeg går helt ned i deltagerne omkring min gymnasietid ved, at jeg har brugt meget lang tid på at uddanne mig. Det har været et mål, jeg har jagtet, siden jeg var helt ung. Måske det vigtigste. Jeg ville have en uddannelse. Jeg har nægtet at acceptere, at min ADHD skulle bremse mig i det, men det gør den. Den bremser mig helt vildt. Hvis jeg skal forsøge at give nogle råd, som har virket for mig og fortsat gør det, så lyder de nogenlunde sådan her.
Drømmer om at skrive
Du skal starte et sted. Uddannelsessystemet i Danmark lægger op til, at vi har mulighed for at dele vores uddannelse op i bidder. Jeg er næsten færdig med min bachelor i socialpædagogik. Da jeg startede, anede jeg ikke, hvad fremtiden bragte. Jeg er færdig om seks måneder. I øjeblikket overvejer jeg, om jeg skal læse videre på universitetet. Hvem fanden havde troet det?
Hvis jeg skal være helt bund ærlig, ville jeg helst bruge resten af mit liv på at skrive. Det er det, som jeg føler mig bedst til. Lige omkring det med at skrive er mit drive intakt. Jeg har altid lyst til at skrive.
Jamen, hvorfor gør du så ikke det? Tænker du måske.
Det skal jeg da også, men jeg arbejder mig langsomt, stille og sikkert hen imod mine drømme.
Tilbage det med rådene
Det har virket for mig at bede om hjælp på min uddannelsesinstitution. Der er faktisk utroligt meget hjælp at hente. Både i form af vejleder og andre tilbud. Det har været hjælpsomt for mig, at jeg har haft let ved at formulere præcis, hvad jeg havde brug for hjælp til. Jeg sagde direkte min nye vejleder, at jeg godt var klar over, at jeg ikke ligner en som har brug for hjælp. Jeg fremstår og lyder enormt velfungerende, men det er jeg ikke når det kommer til overblik og struktur. Jeg er virkelig dårligt fungerende på det område. Og der er mange som ikke tror på mig, når jeg beskriver mine udfordringer. Jeg forstår ofte ikke en opgaveformulering. Jeg tager opgavebeskrivelser alt for bogstaveligt og kan slet ikke se nuancer eller have en akademisk tilgang til en opgave.
Jeg hepper på dig
Det som skærer allermest i mit hjerte, er når jeg tænker på dig som sidder derude med drømme, som du ikke tror du indfrier. Du drømmer måske om at blive sygeplejerske, men ved at du er for distræt til at håndtere medicin, og nattevagter kan du ikke holde til. Eller dig, som drømmer om at blive havbiolog, fordi du elsker livet under vand, med ikke elsker at læse bøger. Eller dig, som har en kæmpe iværksætter i dig, men ikke kan føre dine drømme ud i livet, fordi dit indre kaos spænder ben. Jeg har ikke løsningen. I hvert fald ikke på et generel plan, men jeg har mine egne løsninger, og det står dig frit for at låne dem. Jeg tager små skridt. Jeg søger hjælp. Jeg forsøger at være realistisk. Jeg tager pauser. Jeg søger altid om ekstra tid til eksaminer. Jeg spiser 3 gange om dagen og sover 8 timer hver nat. Jeg forsøger med næb og klør at skabe en stabil hverdag omkring mig, for ellers er det umuligt for mig at gennemføre noget som helst. Og sådan vil det nok altid være.
Selvom det her lyder virkelig klicheagtigt, så siger jeg det lige alligevel.
Husk, at du ikke er hvem som helst. Du har en særlig hjerne. Du er unik. Jeg ved godt, at du også har det svært og alt ofte går i hårdknude, men du har et gear alle de andre ikke har. Det kan tage tid at finde ud af, hvordan du skal bruge det.
Så nu hvisker jeg blot; Find ud af hvad der gør dig glad – gå efter det. Hav toldmodighed, når du går i stå. Op på hesten. Også selvom du har totalt forslået. Få øje på bolden igen og løb afsted efter den. Hold pauser. Pas på dig selv. Tro på dig selv. Du skal knokle. Du skal formenligt også knokle mere end alle de andre. Jeg har gået den ørkenvandring i snart 15 år. Jeg er 30 år nu og mor til to og snart færdig med min bachelor.
Jeg er slet ikke i mål med mine drømme – jeg har posen fyldt med ønsker og drømme, men det er lysten og mit vanvittige indre drive, som skal bære dem. Og det kan de. Os med ADHD’s drive er jo for sindssygt, især når vi har et mål – find det.
Jeg hepper på dig.
Kærligst
Caroline