Skrevet af Caroline Lilja – ambassadør for UNG+

Parforhold. Det er jo et af de mange temaer, som er umuligt sige noget som helt generet om. Der er til gengæld mange generelle ting at sige om ADHD.

Kærlighed og især mangel på samme har været et af de mest smertefulde temaer i mit ungdomsliv. Jeg er gået alt for langt i jagten på anerkendelse. Med fare for at lyde som en på 80, kan jeg den dag i dag se, at det på nogle områder har været usundt for mig at være i et forhold, før jeg var klar. Problemet er jo bare, at man sjælendt ved om man er klar.

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om selvværd, som nok er et af de vigtigste nøgleord, når jeg skal skrive om kærlighed. Og især mangel på samme. For hvordan skal man kunne elske nogen, hvis man ikke rigtig har lært at elske sig selv. Måske elsker du dig selv helt op til månen, og så må jeg bare ønske dig tillykke og understrege, hvor heldig du er. Men jeg har haft utroligt meget selvtillid og knapt så meget selvværd, og det har kostet i mine forhold, og det gør det for så vidt stadig.

Jeg har været i flere lange forhold, og det har været meget turbulent. Jeg hørte engang nogen sige, at når man kan passe en plante og en hund i over et år uden at slå nogen af dem ihjel, så er man klar til at have et forhold. For at være ærlig, tror jeg stadig hverken, at jeg kan magte at have en hund, og mine planter dør på stribe – så hvordan ved man om man er klar? Herom har jeg ingen regler at give. Kun en og den lyder nogenlunde sådan her: Lad være at tro, at en relation handler om at være forelsket. Den handler om så meget mere. Og især vent med at få børn. Vent for guds skyld. Vent indtil forelskelsen har lagt sig, og I er gået fra forelskelse til kærlighed og måske endda også føler, at i har et regulært venskab.

Du synes måske, at det lyder uromantisk, og det er det også. Men der er ingen romantik forbundet med at have børn. Tanken er romantisk. Graviditeten kan, for nogen, være romantisk, fødslen – not so much. Så begynder arbejdet. Som i dit livs vigtigste og hårdeste arbejde. Og jeg ved det, for jeg har to små drenge med 19 måneders aldersforskel. Jeg kan ikke med ord beskrive, hvor hårdt det er, og hvor vigtigt det er, at jeg har valgt en partner, som har accepteret og anerkendt mine udfordringer. Det var aldrig nogensinde gået i mit tidligere forhold.

Man kan godt i et kort øjeblik tro, at et barn vil give glæde og noget at være sammen om, hvis kærligheden føles svær, men det er stakket frist. Børn tager tid og ikke mindst overskud. Jeg kender ikke nogen endegyldige sandheder. Desværre. Jeg lover, at komme med dem, hvis jeg en skønne dag gennemskuer livets store spørgsmål, så jeg kan kun snakke ud fra mine egne erfaringer. Og de har lært mig, at stabilitet er nøglen.

Vi jagter alle sammen store følelser. Vi vil gerne mærke noget. Ellers keder vi os. Jeg gør i hvert fald. Men det er et urealistisk kriterie, at opbygge et liv omkring. Vi kan ikke mærke store følelser hver dag. Jeg VED, at det er mere bæredygtigt, at bygge et liv med et menneske, som ikke prøver at lave dig om. Som ikke skælder dig ud. Som du ikke altid skal forsvare din ADHD overfor. Som ikke giver din ADHD skylden for alt dårligt som sker. Et menneske, som måske slet ikke fokuserer på din ADHD, men som ser dit som et helt menneske.

Hvordan ved man så, når man har mødt den rigtige? Tja. Jeg kan kun sige, at efter jeg mødte min kæreste, begyndte jeg langsomt at elske mig selv, for den jeg var. Måske har alderen også arbejdet for mig. Men bedst af alt, så tror jeg, at den kærlighed han har tid mig, er smittet af på mig selv. Han kan blive voldsomt træt af mig, og ikke mindst alt det fysiske rod som altid er omkring mig, men han elsker mig, som det menneske jeg er. Jeg føler ikke længere, at jeg skal undskylde og bortforklare. Det er en lettelse, som er ud over det sædvanlige. Jeg havde faktisk forenet mig med tanken om, at jeg skulle have skæld ud resten af mit liv og leve i et kaotisk forhold. Det er slut nu. Jeg har faktisk fået et roligt og stabilt liv, hvor min ADHD fylder meget liv.

ADHD’en fylder meget i min relation til mig selv, men ikke så meget i mit forhold. Hvis jeg kunne gå en lang tur med mig selv, dengang jeg var 17 år, så tror jeg, at jeg ville spørge mig selv, hvorfor det er så vigtigt at have en kæreste? Er det fordi de andre har det? Er det fordi jeg føler mig tom og ensom eller er det fordi jeg virkelig er forelsket i et menneske som vil mig det bedste?

Forestil dig, du er et maleri. Har du et behov for, at proppe et andet menneske ind i billedet for at overdøve uroen? Bliver billedet smukkere når man er to? Jeg ved det ikke, men spørg dig selv. Vær ærlig. Jeg tror, eller jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at jeg ved, at det kræver noget selvkærlig at vide, hvad der er godt for én. Jeg tror vi famler i blinde, når vi ikke elsker os selv, for dem vi er. Livet er langt. Forhåbentligt. Og den vigtigste relation du har i dit liv, er relationen til dig selv. Den skal du holde ud. Du kan ikke blive skilt fra dig selv. DU hænger på den, kammerat. Dit spejlbillede og dine selvbebrejdelser følger dig uanset, hvor du rejser hen i verden. Uanset hvad du gør. Start med at elske dig selv. Og hvordan gør man så det, når man er ung og vred og rebelsk og i kæmpe ADHD-kaos. Man fokuserer på venskaber. Man opbygger sig selv med kærlighed og lærdom. Man passer på sig selv og sit hjerte, indtil det er klar.

Altså alle de her tanker er jo retroperspektive, og jeg havde selv de mest håbløse forhold som ung, men dengang var der heller ingen som snakkede om selvværd og ADHD. Og så lad for guds skyld vær’ med at finde en som du kan rede – red dig selv min ven. Du sparer en hulens masse tid og ikke mindst tårer. Jeg tror på dig og efterhånden tror jeg også på kærligheden.