Skrevet af en anonym frivillig
Larmen fra studentervognen er intens. Vi betragter de beduggede og hatteklædte unge mennesker der lufter deres nyfundne frihed denne lune sommerdag.
Min veninde sukker og siger; “Jeg savner gymnasietiden!”
“Det gør jeg ikke. Ikke på nogen måde.” Jeg tager en dyb indånding. Det er en lettelse endelig at kunne spille med åbne kort.
“Hvad mener du?” Hun kigger på mig med så åben en mund, at jeg kan ane hendes drøbel.
“Jamen, jeg mener på ingen måde! Jeg følte mig ikke tilpas dengang!” Jeg kigger på hende og kan mærke på hendes tilbageholdte åndedræt, at samtalen ikke slutter på denne note.
“Kan du ikke huske gymnasiefesterne? Fredagsbar? Og hvad med forfesten hjemme hos Lasse?” Det er tydeligt, at hun tror, at hendes opremsning vil skabe en åbenbaring, og min fejlagtige konklusion måtte være snublet ud af min mund. Det må være fordi jeg bare havde glemt ’hvor fedt det var’.
“Jo selvfølgelig” jeg nikker.
“Det var jo megafedt” siger hun. Jeg trækker på skuldrene og smiler lidt påtaget.
“Altså! Jeg lærte virkelig, hvem jeg var dengang!” siger hun, og jeg har på fornemmelsen at hun stadig afsøger min hjerne.
“Jeg anede ikke hvem jeg var” svarede jeg.
Vi går lidt i stilheden. Jeg fortsætter og forklarer mig: “Jeg følte vi var produkter på et samlebånd. Vi skulle gerne spores ind, og være ensartede.”
Der er tomt i hendes blik. Det ræsonnerer tydeligt ikke hos hende.
“Gymnasiet var fuld af muligheder. Man kunne blive lige hvad man ville!” udbrød hun.
Jeg overvejer om vores samtale er spild af tid. Hun er både ignorant og en drømmer. Og det er jo også nemt for hende – ikk’? Hun var den perfekte gymnasieelev.
Det slår mig pludseligt; den perfekte gymnasieelev. Det er nemmere at være et produkt på et samlebånd, hvis man passer ned i den emballage man skal pakkes i. Emballagen er faktisk lavet til produktet.
“Det er fordi du er gennemsnitlig. Du passer ind i boksen!” udbryder jeg. Tydeligvis falder det hende ikke, som et kompliment. “Det må da være vidunderligt at passe ind” fortsætter jeg og hun smiler til mig.
På vej hjem løsner der sig flere knuder for mig.
Jeg var ikke interessant. Jeg brugte altid energi på at hægte mig på flokken med en bevidsthed om, at det skulle virke mindst muligt desperat. Jeg var den der stod tilbage på dansegulvet, alene, fordi jeg havde mistet de andre af syne. Jeg var ikke ombejlet, og jeg forstod det ikke.
Jeg forstår det nu.
Jeg prøvede at være, som jeg troede var ønskværdigt, hvilket betød, at jeg ingen var.
Jeg bebrejder ingen – det er svært at fange et blad, som flyver med vinden.