Skrevet af en 25-årig frivillig 

Et skoleliv med ADHD kan være udfordrende, særligt hvis man ikke er diagnosticeret. Man lærer at arbejde på én bestemt måde. Det kan føles som om, at der ikke tages højde for, at alle ikke lærer på samme måde, og nogle har særlige behov, som skal imødekommes i undervisningssituationer.

Man slår sig selv oveni hovedet, og den indre stemme kører på højeste lydstyrke ”Kom nu”, ”Du sad med lektierne i 5 timer i går aftes, hvorfor kan du ikke huske noget?”. Disse tanker fylder enormt meget hos mig og har været til stede dagligt. De har givet anledning til, at jeg ikke følt mig god nok. Når man ikke føler sig god nok, kan løsningen måske være, at man må arbejde hårdere.

Årsagen til, at man ikke er god nok, må vel findes i, at man ikke bruger nok tid og energi på det? Den overbevisning har jeg i hvert fald selv været tilhænger af. For mit vedkommende betød det, at jeg brugte flere timer på at lave lektier. Jeg havde fået mig en fast rutine i hverdagen, som betød, at jeg brugte størstedelen af min fritid på at lave lektier. Når jeg kom hjem efter en lang dag med undervisning, var det første jeg gjorde at smide tasken, sætte mig hen til skrivebordet og starte på mine opgaver. Jeg kunne sidde med en opgave i 5 timer, der var beregnet til 1-2 timer. Inden jeg skulle spise aftensmad, sad jeg ved skrivebordet, og efter jeg havde spist, vendte jeg tilbage til samme opgave. Nogle gange kunne jeg sidde til kl. 21, og lave lektier, og stadigvæk ikke være færdig. Min udfordring var, at jeg undervejs blev opslugt af mine tanker og glemte alt om opgaven. Først når jeg af en eller anden grund blev opmærksom på min opgave igen, vendte jeg tilbage til arbejdet. Jeg skulle ofte læse en opgavetekst op til flere gange før jeg forstod, hvad opgaven gik ud på. Opgaveteksten indeholdt ofte flere detaljer og informationer, som jeg kunne fortabe mig i. Min opmærksomhed var rettet mod alle informationer i opgaveteksten, som jeg forsøgte at forstå på en og samme tid. Det blev hurtigt et mønster, hver gang jeg skulle forberede mig til undervisning dagen efter.

Hvis jeg kunne mærke, at jeg var udmattet og ikke havde energi til at fortsætte, så fortsatte jeg alligevel. Jeg havde en følelse af, at jeg blev nødt til at færdiggøre mine opgaver, og jeg gav ikke mig selv lov til at holde pause, før jeg var i mål.

Vi har alle en grænse. Jeg kendte ikke min egen, og kan den dag i dag stadigvæk have svært ved at mærke, hvornår jeg presser mig selv for hårdt. Jeg stoppede ikke op i tide, og min krop kom fra den ene dag til den anden i en voldsom stresstilstand, hvor jeg havde en følelse af ikke at kunne trække vejret. Min krop rystede, og jeg befandt mig inden længe på skadestuen med en følelse af, at jeg var alvorligt syg. Det viste sig at være angst.

Det var sådan jeg havde det, før jeg vidste at jeg havde ADHD. Efter jeg har fået min ADHD-diagnose, har jeg fået øjnene op for, hvor hårdt jeg har presset mig selv. Jeg havde svært ved at mærke, hvornår jeg havde brug for pauser. Generelt mærkede jeg ikke, hvad der fungerede for mig, og hvad der ikke fungerede for mig. Jeg var vant til at arbejde på den måde og gik ud fra, at denne oplevelse måtte være ens for alle. Samtidig er jeg vokset op med den indstilling, at hårdt arbejde altid er vejen frem. Det er naturligvis vigtigt at arbejde for de drømme og mål, man gerne vil opnå. Men der er vigtigt at stoppe op og mærke, hvornår man har brug for en pause. At holde pauser undervejs er vigtigt for at kunne præstere godt. Nu er jeg blevet mere bevidst om, hvilke signaler min krop sender. Jeg har fået nogle gode metoder til at kontrollere min angst, og jeg forsøger nu at tilpasse mit liv efter diagnosen. Det er en længere proces, men jeg tager det en dag ad gangen.