Skrevet af Frederik Riber Larsen – ung iværksætter og står bag konsulentvirksomheden Arriber
Min hjerne er som en popcornmaskine, som popper ekstra mange popcorn, når jeg er aktiv eller sammen med mennesker, som inspirerer mig. Nogle gange er det brændte popcorn og andre gange gyldne popcorn, alt efter om det er en god eller dårlig idé jeg får.
Jeg har skrevet det her blogindlæg med håbet om vi kan aftabuisere ADHD-diagnosen. På den måde tror jeg, at flere mennesker vil være med til at anerkende ADHD som en god ting, hvis man bruger det rigtigt og erkender, at man simpelthen har mere energi. Det handler om at kunne bruge den korrekt. Jeg har lært meget om diagnosen, og i dag bruger jeg det som en superkraft, der gør, at jeg kan vækste mit konsulentfirma, Arriber.
Fra bragende til mild ADHD
For cirka et år siden fik jeg diagnosen ADHD. Der er forskellige grader af ADHD og den grad, som jeg har nu er blevet kategoriseret som mild. Den milde grad skyldes, at jeg ubevidst har lært mig selv nogle værktøjer, som har gjort, at jeg kunne fungere normalt og f.eks. kunne gennemføre min bacheloruddannelse, starte mit konsulentfirma og tage en kandidatuddannelse på CBS.
Som barn havde jeg ”bragende ADHD” ifølge psykiateren. Men jeg har med tiden udviklet et mindset til at være positiv og se muligheder i stedet for begrænsninger. Jeg satte mig for at blive klogere på, hvad ADHD egentlig er, og hvad det betyder, samt hvordan det kan bruges positivt. Jeg måtte bare lige finde ud af hvordan. Efter at have lyttet til Manu Sareen’s bog ”Hører du overhovedet efter?!” og læst Zetlands artikel, ”Hver tredje iværksætter i Silicon Valley har ADHD-træk. Her er diagnosen som driver menneskeheden videre” blev jeg meget klogere på, hvad ADHD er for en størrelse, hvordan den kan tøjles, bruges til min fordel, og hvad jeg skulle være ekstra opmærksom på. Der var den viden, som jeg manglede for at kunne bruge diagnosen som en superkraft i stedet for et handicap.
Mennesker med ADHD har 10 antenner, hvor et gennemsnitligt menneske har færre. Hvis man lærer at administrere de 10 antenner og kanalisere alle antennerne på én ting, så kan man altså arbejde meget hårdere og hurtigere. Det er blandt andet en årsag til, at vi er kommet så langt med min konsulentvirksomhed, Arriber, selvom jeg samtidig studerer kandidat i Business Development Studies på CBS ved siden af.
ADHD og selverkendelse
Jeg har også lært mine begrænsninger ift. ADHD. Eksempelvis får jeg energi, når jeg er aktiv – hvilket er meget normalt. Når jeg cykler på arbejde, så kan jeg sagtens få en idé, som stjæler min opmærksomhed. Derfor må jeg hoppe af min cykel, skrive idéen ned for at cykle videre og fokusere på trafikken. Det kan også være en udfordring for andre at være sammen med mig, fordi jeg kan fylde meget, da jeg har for meget på hjertet og måske snakker for meget. Det kan godt være belastende for andre, når jeg hele tiden skal være i centrum. Det har jeg lært med tiden, og jeg har fortalt min omgangskreds, at de gerne må fortælle mig, hvis jeg skal skrue lidt ned. Jeg tror på, at det er enormt vigtigt med selverkendelse.
For mig hjælper at gå tidligt i seng. Derfor bestræber jeg mig på at ligge i min seng kl. 22:30 og ligge min telefon i køkkenet, for at den ikke forstyrrer min nattesøvn. Derudover er den bedste start på dagen for mig er at være aktiv. Det gør, at jeg får brændt en masse energi af.
Brikker der falder på plads
Min konklusion er, at det rent faktisk er en superkraft for mig. Hvis man som person kan og vil erkende sine begrænsninger og sine styrker, som det nu engang medfører at have ADHD. Man kan bruge den ekstra energi, kreativitet og ekstra antenner som en superkraft, specielt som iværksætter og det er den livsvejs, som jeg har valgt. Det var en kæmpe lettelse for mig at få diagnosen. Faktisk følte jeg at flere brikker faldt på plads, og det gav mig en bedre forståelse af mig selv og mine handlinger. Før diagnosen havde jeg aldrig helt forstået, hvordan jeg altid kunne få så mange idéer og have så meget mere energi end familie og venner.
Jeg fandt ro i at bygge min egen virksomhed, så jeg kunne bruge alt min energi på det. For mig er det en virkelig god hylde – og jeg tror altid, at jeg kommer til at være iværksætter med nye og spændende projekter, fordi jeg passer simpelthen ikke ind i et 8-16 job. Det har jeg alt for meget energi og kreativitet til.