Den gyldne kurve og selvkærlighed
Skrevet af en anonym frivillig
Jeg sad der på min stol, med de rødlakerede ben. Mine fødder svingede frem og tilbage et stykke over gulvet. Mit hoved var i retning af tavlen, men mit blik svævede rundt langs trækronerne udenfor vinduet. Jeg husker ikke hvilket fag vi havde, den time, hvilket er mere reglen end undtagelsen når jeg kigger tilbage på min skoletid.
Jeg todelte min tilstedeværelse; Mentalt var jeg fri, i den friske luft.
Den ene dag var jeg solsorten på tagryggen, den næste dag var jeg markmusen på sin vandring gennem det høje græs. Mit legeme sad dog stadig, nærmest bedøvet og daskede med benene et stykke over gulvet inde i klasseværelset.
Når det var tid til at vi skulle bevise vores lektie på tavlen, var jeg for ivrig med min hånd i luften og blev ikke taget. Når jeg skulle trække tal fra hinanden, var jeg for distræt og ligeglad. I musik var jeg for larmende og i idræt for usynlig.
En dag sagde min sundhedsplejerske til mig, at “alle mennesker er forskellige. Ingen er ens og det ville sige at alle er unikke”. Efterfølgende målte hun min højde, “jeg lå lige under gennemsnittet”, sagde hun. Så vejede hun mig, der var jeg egentlig indenfor normalen. Hvilken lettelse. Lettelsens suk nåede dog ikke at blive indfriet, da hendes BMI-beregning berettede om, at jeg alligevel skulle ændre kurs, så jeg kunne holde mig indenfor kurven.
Jeg brugte mange år på at holde mig indenfor ’den gyldne kurve’, det føltes som om at gå på line uden at vide, hvor dybt man ville falde ned i mørket, hvis man fik overbalance. Jeg var udmattet af at følge trop og lade som om.
Jeg blev ung voksen, jeg smagte på livet med Volvo, villa og vovhund og 40-timers arbejdsuge. Jeg luftede kort en dag følelsen af, at jeg var mentalt udmattet af arbejde, men uden held. Er man gennemsnitlig eller derunder, så drukner man ikke. Måske man bare skal drikke mere vand, stå tidligere op eller gå til yoga.
Pludselig en dag faldt jeg af linen med et brag, som gav genlyd i flere år. Ligegyldigt hvad kunne jeg ikke komme op igen.
Jeg startede på en frisk, byggede min egen vej. Jeg mødte et menneske som elskede den jeg er. Vi fik en søn. Ham vil jeg lære at alle mennesker er forskellige
Men den tese vil jeg underbygge med evnen til at elske sig selv og have medbestemmelse. Fordi hvis alle mennesker er forskellige; “Hvordan tror du så bedst du kan klare denne opgave?”