Bag om bloggeren: Sarah Holstein Knudsen har ADHD og er 29 år gammel.
Når det kommer til dating, har jeg altid haft vanskeligt ved at greje og forstå de spilleregler, der ofte følger med. Det kan dels skyldes min ADHD og dels min autisme. Jeg har altid været typen, der hurtigt falder for en fyr og begynder at hyperfokusere på ham og vores relation.
Problemet med dating er bare, at man typisk bruger de første mange gang på at se hinanden an. Hvilket jeg jo godt forstår, men det jeg derimod aldrig har forstået ’the waiting game’. Du må ikke vise du er for ivrig eller være for interesseret, for så virker du desperat. Du skal, som kvinde, vise, at du går op i dig selv og ikke bliver fuldt optaget af, hvad fyren laver.
Men for mig har det altid faldet naturligt at være meget nysgerrig på andre mennesker. Særligt fordi jeg også er enormt detaljeorienteret, men også fordi jeg nemt kan komme til at hyperfokusere på bestemte ting eller på en relation. Jeg kan blive meget optaget af at lære en anden person at kende, særligt dem jeg finder interessante. Og at date handler jo netop om at lære hinanden at kende?
Jeg er typen, der dykker direkte ned i de dybe lag, da small talk hverken er min stærke side eller er der, hvor jeg føler, man lærer hinanden at kende. Grundet min sensitivitet og min måde at tænke på, så har jeg brug for tydelighed og ikke at være i tvivl om, hvorvidt en fyr er interesseret i mig. Jeg har også brug for at føle mig tryg i relationen og derfor bliver jeg nok meget hurtigt ivrig efter at vide, hvem fyren er og om han er interesseret.
Derfor har jeg også altid har haft et meget ambivalent forhold til Tinder og andre datingplatforme, da jeg ikke føler, de giver adgang til den form for dybde og tryghed, jeg søger. Nu er Tinder og de andre apps nok også kun tiltænkt til kun at være en form for springbræt til en relation, men min erfaring er, at 9 ud af 10 gange bliver en samtale ikke mere end en samtale. Selvom man kan få skabt en form for indtryk af en anden person ved at skrive sammen, så er det bare nærmest umuligt at kunne sige på forhånd om man er et match. Der skal et fysisk møde til. Man skal sammen stå i nogle bestemte situationer, som giver anledning til at udtrykke ens holdninger, værdier og bevidste, som ubevidste handlinger. F.eks. er vedkommende du skal på date med mon typen, der lytter eller snakker meget? Er vedkommende detaljeorienteret, f.eks. lægger h*n mærke til noget bestemte ting ved dig? Er vedkommende ærlig? Nysgerrig? Initiativrig? Rummelig over for din(e) diagnose(r) og de udfordringer, som følger med? Problemløsningsorienteret? Handlekraftig osv. Sådan nogle kvaliteter opdager man kun ved at tilbringe tid sammen.
Det er så nemt at falde for idéen om en person. Man skal bare huske på, at det ikke er et potentiale man skal date, men personens karakter og vedkommendes virkelighed.
Det jeg har lært, når det kommer til at date, er at man bare skal gøre det, som falder en naturligt og derfra observere, hvad modparten gør. For er en person interesseret i dig, så skal vedkommende nok give udtryk for det. Enten gennem ord eller handlinger, hvor sidste nævnte er det vigtigste for mig. Hvis du mærker tvivl omkring en persons intentioner eller oplever, at vedkommende ikke udviser en adfærd, hvor du føler dig bekræftet i, at h*n vil dig eller er interesseret, så er det med al sandsynlighed fordi vedkommende ikke er eller ikke vil prioritere dig.
Kærligheden skal ikke føles som en gråzone. Du skal ikke vente, lide eller være i tvivl om et andet menneske vil dig. Du behøver faktisk sjældent spørge. Det gjorde jeg meget førhen, men fik sjældent et direkte svar. Svaret findes ikke i andres ord, men i deres handlinger og i det du mærker, det gør ved dig. Det handler i bund og grund om at være villig til at indse, når et andet menneske ikke er interesseret i en og indse at det ikke føles rigtigt, for det gør jo ondt med en afvisning. Men omvendt gør det også ondt at fastholde sig selv i en gråzone, når man i stedet kunne bruge tiden på enten at give sig selv opmærksomhed eller en anden, som faktisk gerne vil modtage den og som sætter pris på den, samt gerne vil give sin opmærksomhed retur.
Det er derfor jeg så taknemmelig for, at jeg har fundet min kæreste. Der har aldrig været nogen gråzone. Bevares, vi har haft vores udfordringer og jeg var da også i tvivl om, hvorvidt jeg ville indlede et forhold, men der har aldrig været tvivl om, at vi gerne ville hinanden og at vi var interesserede og nysgerrige på hinanden. I perioder har jeg tvivlet på mig selv og min kæreste og jeg har holdt en pause. Der oplevede jeg, at det føltes som en gråzone, men min kæreste svarede: ”Vi elsker hinanden – så simpelt er det. Så kan det godt være, at vi holder en lille pause, men det er for, at vi kan finde tilbage til hinanden igen med fornyet energi og uden tvivl. Så for mig er der ingen gråzone.” Det gav så god mening. Vi ville hinanden. Og så længe man ikke er i tvivl om det, så er der ikke nogen gråzone. Så længe man udviser interesse, prioriterer det menneske man gerne vil, så er der ikke nogen gråzone.
Kærligheden skal ikke føles som en gråzone. Den skal føles trygt og rart. Det skal være et sted, du har lyst til at være og hvor du føler dig velkommen.
Kærlige tanker,
Sarah
