Blog: Kærlighed & ADHD

Kærlighed & ADHD

Bag om bloggeren: Pernille er 20 år og ung med ADHD.

ADHD og kærlighed går ikke altid hånd i hånd. Det kan være meget udfordrende. Eksempelvis kan det give udfordringer, når både en selv og ens partner har en dårlig dag. Det ikke altid lige nemt, men for meste er det dejligt, fordi man elsker hinanden.

Jeg har været sammen med min nuværende kæreste i snart 10 måneder. Jeg ville ikke bytte det for noget i verden – han er virkelig min eneste ene. Vi har vores op- og nedture, ligesom andre par, men de kan til tider være ekstra voldsomme. Personer med ADHD føler nemlig mere end andre, så hvis man føler sig sur, så bliver man hurtigt meget vred.

At finde kærligheden har været svært, fordi jeg tidligere har stolet på de forkerte. Jeg har 13 ekskærester. De har knust mit hjerte, og nogle af dem mere end en gang. Jeg har derfor aldrig haft den største tiltro til fyre, fordi jeg gang på gang endte med at blive knust eller såret. I en periode kom jeg mig hurtigt over dem, og søgte tryghed hos en ny. Jeg gik bare videre til den næste, der syntes, jeg var sød. Efter min sidste eks besluttede jeg, at jeg ikke gad kærligheden mere. Nu skulle det være slut, jeg skulle bare more mig og have det sjovt. Nyde livet. For jeg gad ikke at få mit hjerte knust mere.

Jeg havde givet op og ikke troede hverken på kærlighed eller det med at leve lykkeligt til sine dagens ende. Men så dukkede min nuværende kæreste op efter tre måneder, hvor jeg havde haft det sådan. Han kom som kaldet. Jeg faldt for ham fra dag ét. Han er alt, hvad jeg har ledt efter i en fyr. Han passer på mig og han viste mig at kærlighed ikke altid gør ondt. Han var også den første fyr, jeg har stolet så hurtigt på. Der er et eller andet over ham, der bare gør, at han er nem at snakke med og lige til, og det fik mig hurtigt til at stole på ham. Jeg er glad for, at jeg mødte ham. Uden ham ville jeg slet ikke vide hvad jeg egentlig lavede, eller med hvem, hehe! Han har hjulpet mig med mange personlige ting. Når jeg har manglet et skub, har han givet mig det, så det kunne mærkes. På den måde vidste jeg, at nu skulle jeg altså tage mig sammen.

Men alt er langt fra lyserødt. Vi har vores udfordringer. Mine tillidsproblemer gør det ikke altid nemt. Og så frygter jeg tit det værste, fordi mit hoved siger, at det er det, der plejer at ske. Men vi har fundet ud af, at vi kan hjælpe hinanden også på vores dårlige dage. Vi kan klare det, selvom det svært. Vi hjælper hinanden så godt vi kan. Det bedste råd kan jeg give til andre er de to ord “tålmodighed og tid”, for det er hvad et forhold egentlig kræver mest af.