Skrevet af Caroline Lilja – ambassadør for UNG+

Alle forældre er forskellige. De er forskelligt uddannet. De har forskelligt ophav, og de ser verden på hver deres måde. Derfor kan jeg ikke sige noget generelt om forældre, men jeg kan sige noget om mine forældre. Ikke noget personligt, men noget jeg ville ønske, jeg kunne have sagt til dem som barn. Jeg retter mig direkte imod dem. Ikke med navn, men som fiktive forældre som i dette tilfælde er mine. Hvis du kan genkende mine tanker, kan du sende det her brev til dine forældre, eller hvis du selv er forældre til en med ADHD, kan du læse det og lytte og især handle.

Kære mor og far.

Jeg ville ønske, at I havde vidst alt det som man i dag ved om ADHD. Men helt ærligt, så tvivler jeg på, at det havde ændret noget.  Anbefalingerne om hvordan man skal håndtere et ungt menneske med ADHD har ikke ændret sig voldsomt.
Dengang var det mere eller mindre de samme råd. I skulle skabe struktur for mig. Skærme mig for stress og lave nogle rammer i mine skolegang, så jeg fik mest ud af undervisningen. I skulle hjælpe mig med at se alle de nuancer jeg ikke selv kunne. I skulle hjælpe mig med at styre et ganske iltert temperament. Og ikke mindst til at forstå, hvordan man skulle begå sig blandt andre børn.

Det var ikke en let opgave. Det forstår jeg nu. Jeg tror at I har grædt om aftenen i frustration, råbt ad mig, fordi I ikke forstod at jeres opdragelse ikke virkede adfærdsregulerende. Jeg blev ved med at være, den jeg var. Ukrudt kommer man aldrig til livs. Og man må ikke engang bruge round-up mere.

Vejrmøller med en brækket hånd
Jeg gik ikke igennem helt den samme udvikling som andre børn og unge gjorde. Jeg stoppede ikke med at glemme min cykelnøgle, og min gymnastiktaske blev glemt igen og igen, og I skældte mig ud igen og igen. I vidste ikke bedre. Det ved jeg godt. Og apropos nuancer kan jeg godt se, at I har været nødt til at sætte nogle rammer og nogle gange hæve stemmen. Jeg forstår det godt. Det hjælper bare ikke. Dengang jeg brækkede armen, forventede i jo heller ikke, at jeg kunne lave vejrmøller. Jeg siger ikke at min hjerne er brækket, men den er som minimum forstuvet. Og det gør faktisk næsten mere ondt end at brække noget.

Jeg ved godt, at det drilske ved denne her diagnose er, at det virker som om, at jeg kan ting, når jeg selv gider. I har ret. Den antagelse er rigtig. Det er ikke jer som har opfundet den dybe tallerken, ved at have gennemskuet det. Det er en del af diagnosen. Jeg har nemlig altid haft en særlig gejst, når jeg var drevet at lyst og begejstring. I forvekslede mit svigende initiativ med dovenskab, umodenhed og alle mulige andre tillægsord, som jeg stadig hører for mine øre. Og for at det ikke skal være løgn, kan jeg stadig tro på det i få øjeblikke. I nattens stille timer, når jeg er vågen og tænker, skælder jeg stadig mig selv ud for alt det, som jeg ikke kan. Alt det som jeg aldrig har kunnet. Jeg ved godt, at jeres opdragelse var et forsøg på at hjælpe mig og give mig et lettere liv. Det har jeg måske også fået. Det får vi aldrig svar på.

Jeg ved godt, at det er højt besynderligt, at jeg er pissegod til alt det, som jeg synes er sjovt. Alt det som jeg synes er nemt. Jeg ved godt, at det virker som om, at jeg er ligeglad med mit håndboldhold, når jeg glemmer dem og ikke møder op til kamp. Jeg ved godt at jeg virkede respektløs overfor jer, når alle mine aggressioner blev hældt ud over jer. Men prøv at forestille jer, hvordan det er at blive pisket til at lave vejrmøller med en brækket hånd? En usynlig brækket hånd, som ikke engang har fået gips.

Caroline kan godt, men gider ikke
Jeg har rejst mig igen og igen og kæmpet videre. Jeg er gået i skole og er blevet mødt med velmenende lærere, som hverken havde viden eller ressourcer til at hjælpe mig. I læste igen og igen og år efter år op fra min ”karakterbog” som det hed dengang, hvor der i udtalelsen altid stod ”Caroline kan godt, men gider ikke”. I bad om forklaringer, som jeg ikke kunne give. Jeg kendte dem ikke. Jeg forstod ikke mig selv. Jeg var i evig vildrede og alarmberedskab.

Jeg kom ofte i konflikt med de andre piger fordi jeg var for ærlig omkring ting man ikke skal være ærlig. Jeg kendte de sociale spillerregler ligesom jeg kendte reglerne i håndbold, men jeg kunne ikke efterleve dem. Jeg trådte bogstaveligt talt over ’stregen’ og alt imens mine træner råbte ad mig fra sidelinjen rystede alle andre på hovedet. Jeg var nærmest altid alene med at leve i et usynligt kaos. Jeg er født med en forstuvet hjerne.

Jeg bruger min tid på det jeg gider
Kære mor og far – midt i alt kaosset og søvnløse nætter, så husk at ros mig for det jeg kan og OGSÅ er. Jeg er ikke min ADHD, selvom den i perioder fylder alt.

Husk at ros mig fordi, jeg er en kærlig storesøster, som vil gøre alt for min lillebror. Husk at minde mig om, at jeg er den bedste i klassen til dansk. Råb ’hurra’ når min stil kommer i skolebladet, fordi den var den bedste. Ros mig, når jeg rydder mit kaotiske værelse op. Husk at se, hvor sjov og livlig jeg er, og hvor meget energi jeg giver vores familie. Ros mig for, at jeg den er i klassen som kan løbe hurtigst på 100 meter og lave de vildeste saltomortaler. Det er vel også en form for talent.

Hjælp mig til at bruge min energi på det, som jeg har lyst til. Jeg kommer aldrig til at dedikere mig til noget, som keder mig. I det mindste bliver aldrig hende den sure Birthe, som altid er lidt skuffet over livet og arbejder i skranken på DSB, selvom hun ikke gider. Jeg kan nemlig kun beskæftige mig med ting, som jeg gider. Det ved jeg godt har provokeret jer i mange år, ’for sådan fungere verden jo ikke, for fanden Caroline’ – og det er her i tog fejl. Det gør den nemlig. Det er lige præcis sådan min verden fungerer, og den er lige så rigtig som jeres. At jeg så er en lidt mere sjældne og følsom art, kan jeg jo ikke gøre for. Jeg ved at I elsker mig og alt det glimmer, som jeg kaster ud over verden. Det er bare altid lettere at fortælle sine børn, hvor de kan forbedre sig. Det er sikkert helt indkodet os.

Accepter og forstå at du ikke kan forstå det. Tro på mig når jeg fortæller jer, at jeg ikke kan ’overskue’ at købe en togbillet på min telefon. Tro på mig, når jeg siger, at jeg gjorde mit bedste for at passe min cykelnøgle. Hvorfor skulle jeg dog tabe den ned i en rist med vilje? Kan I hører det mor og far – det her er historien om Pippi og Emil fra Lønneberg. Historier I har læst for mig, da jeg var lille. Det var hele tiden mig som var eventyret, og jer som var forældrene. I forstår måske om nogen, at Pippi boede mutters alene i en farverig Villa. Ærligt, ville I hellere have haft røvsyge Anika som datter? Mon dog. Eller Emil som blev spærret inde i et skur med en kniv som eneste legetøj, men hvem roste ham for at være så kreativ i sine ideer?

Kærlig hilsen
Jeres datter, Pippi.