Skrevet af Bjørn Magnussen – ambassadør for UNG+
I videoen, relateret til dette indlæg, viser jeg min energi og hvordan jeg har lært at bruge den til noget konstruktivt fremfor at være en bandit, der ikke passer ind i de gængse rammer. Det er vigtigt, at unge mennesker med ADHD ser, at man kan bruge sine evner, energi og sensitive sind på en kreativ måde i stedet for at prøve at passe ind i et system, som ikke passer til de individer med diagnoser.
Hvem er jeg?
Jeg fik konstateret ADHD og Tourettes syndrom som 14-årig. Det kom som et chok for mig, men nok ikke for mine forældre, som havde været til en sundhedsplejerske, da jeg var 2 år gammel, som mente, at jeg havde “Damp”. Jeg var det eneste barn i mødregruppen, som ikke sad roligt på skødet af min mor, men væltede rundt og skulle ud at udforske verden. I perioder af mit liv har jeg været i identitetskrise over hvem jeg var. Det oplever de fleste unge, men jeg har fået så meget skæld ud hver eneste dag, og mange gange om dagen, gennem folkeskolen og efterfølgende. Derfor har jeg en dyb følelse af ikke at passe ind noget sted. Jeg følte mig fremmed i skolen, og de andre børn syntes at jeg var dominerende og voldsom. I virkeligheden var det fordi at jeg havde mere energi end de fleste og derfor var mere impulsiv. Folkeskolen var et mareridt for mig. Jeg glædede mig til at komme i skole efter hver sommerferie, lære en masse nyt og mødes med mine venner. Men hver gang gik det galt på første skoledag. Jeg kunne simpelthen ikke passe ind i et system, der sætter 24 børn på stole til tavleundervisning med en halvaggressiv matematiklærer. Hvordan i alverden skulle jeg nogensinde lære disse fag? Jeg gav op tidligt og føler at jeg gik ud af skolen i 5. klasse.
Fra 1. klasse til 5. klasse sad jeg nærmest hver dag i alle timer, med undtagelse af gymnastik, på “den sorte bænk” fordi jeg var for vild og forstyrrede undervisningen. Jeg kastede vandballoner på tavlen, ødelagde pigernes Build-a-Bear-bamser med baseballbat, spyttede ned fra aulaen på lærere og elever, sparkede cykler op, overpissede toiletterne og rullede toiletpapir ud på gulvet i grineflip med mine venner, hvorefter en elev åbnede døren, kiggede på os, og spurtede op ad trapperne for at sladre til vores klasselærer. Som straf skulle vi sidde på “den sorte bænk” i alle frikvarterer i 3 måneder samt gøre rent efter hændelsen. Min vens mor var lidt mere “Amager” end min mor, og mente, at inspektøren var “skizofren”, så hun fik hurtigt hevet ham ned af bænken, efter blot en uge. Jeg sad på bænken i over en måned alene, hvorefter jeg kom på “prøveløsladelse”. Alle disse impulser gjorde mig upopulær, og folk fattede ikke hvordan jeg kunne være så charmerende, endda med flotte krøller, smilende og humoristisk, sød og empatisk og så ud af det blå gøre impulsive ting, der gik over folks grænser.
At køre på en anden frekvens
Det, der reddede mig var, at jeg var god til andre ting ved siden af skolen. Efter min erfaring er det utroligt vigtigt, at mennesker med diagnoser finder en særinteresse, eller flere interesser, noget at gå op i tidligt. Folkeskolen gik for langsomt for mig, da jeg kører på en anden frekvens. Ved siden af “den sorte bænk” og utallige kampe med lærere og inspektører, lå jeg nummer 3 i Danmark i tennis og spillede på landsholdet. Jeg lavede ikke andet end at spille tennis på eliteholdet i KB og blev udtaget til europamesterskaberne. Først kvalifikation i Estland og videre til hovedturneringen på Sardinien. Alt betalt; restaurant, hotel, privat træning hver morgen og aften efter kampe. Vi var tre udtaget fra hele Danmark. Den kontrast er en vigtig pointe. Jeg oplever, at mange mennesker med diagnoser ikke passer ind i det etablerede system, men er enormt dygtige til andre ting. Derfor handler det om at se hvad ens barn mestrer og elsker, og om ikke at prøve at presse børn ind i en kasse hvor de ikke passer ind. Jeg har af erfaring set, at det ofte ender i misbrug, depressioner, og kriminelle løbebaner.
Hvis man tidligt formår at stimulere disse skønne børn og dyrke deres interesser, kan de blive en fantastisk gevinst for vores samfund. Mennesker med diagnoser som formår at bevare deres kreativitet og glæde er overrepræsenteret i de kreative brancher. Fra meget af den musik vi hører i radioen til skuespillere, kunstnere, sportsudøvere, videnskabsfolk osv. Jeg tror, grunden til, at så mange mennesker bliver diagnosticeret med forskellige diagnoser er, at samfundet bevæger sig i en retning, der ikke passer til en stor del af de mennesker, som lever i vores samfund. Derfor har samfundet behov for at diagnosticere og medicinere en masse, for at få folket til at passe ind i samfundet, når det, efter min mening, burde være samfundet, der skulle tilpasse sig individet. Min far blev diagnosticeret med Asperger og ADHD, min bror er Asperger og ADD, min mor er blevet diagnosticeret ADD, jeg har ADHD og Tourettes Syndrom.
Det havde konsekvenser at blive misforstået
Jeg følte mig konstant misforstået. Det var ikke min intention at gøre andre mennesker vrede eller kede af det. Jeg havde bare en fest inde i min hjerne. Det gjorde blandt andet, at jeg ikke blev inviteret med til særligt mange fester i teenageårene. Det kom sig af, at min ADHD-ven og jeg, til en fest, i et anfald af impulser, “kom til” at overpisse værtens tøj og flotte trendscoatjakker, kaste hendes fjernbetjening igennem ruden, løbe med hovedstød ind i hendes toiletprodukter og imens optage “Vines” (Tidligere socialt medie til at poste “sjove” videoer) og lægge det hele ud. Hendes forældres souvenir-skulpturer kastede vi ned i jorden så de splintrede og deres bordfodboldbord sparkede vi ud ad døren. Ingen opdagede noget til festen, da alle lå i LSD-rus og folk brækkede sig af for meget alkohol. Jeg var den eneste, der bare havde fået lidt at drikke og ellers kørte på impulser og underlig opførsel. Efterfølgende benægtede jeg hændelsen, men jeg blev afsløret, da jeg jo havde lagt videoer ud på Vine. Jeg mistede gode venner efter festen, som ikke forstod, hvad jeg havde gang i. Jeg forstod ikke selv konsekvenserne af mine handlinger dengang. Altså, kan man konstatere, at jeg rodede mig ud i mange dumme ting og havde tendens til at blive venner med “de forkerte”. Jeg fik blandt andet karantæne fra Fields i en lang periode fordi, at jeg hele tiden tog derind og ødelagde ting eller kaldte folk for luder og løb.
Fortsættes i del 2 – læs den her:
Blog: I kontrol med en abe på skulderen: del 2 – Bjørn Magnussen