Skrevet af Caroline Lilja – ambassadør for UNG+
Selvværd. Hvad er det egentligt? Er det en betegnelse for, hvor meget man mener, man selv er værd? Og gad vide om man ikke over tid reelt bliver mindre værd, hvis man hele tiden får skæld ud, for noget man kæmper imod hele døgnet rundt? Og hvad er i øvrigt forskellen på selvværd og selvtillid? Jeg kan sagtens læse mig klogere på, hvad forskellen er, men jeg kan ikke altid mærke den, og nogle gange kan jeg heller ikke skelne begrebernes betydning fra hinanden. Hvordan får man en lille grøn spire i en urtepotte til at vokse sig smuk og stærk? Det ved vi allesammen godt – man vander den, giver den lys og luft og hvis man virkelig er overskudsagtig, kan man hælde en sjat gødning i jorden. Helst økologisk, hvis der altså er vidner. Dengang jeg var en lille grøn spire, og ingen endnu vidste, at jeg havde ADHD, fik jeg meget skæld ud. I kender det sikkert selv. Vi får skæld ud for dumme udtalelser. Skældud fordi man åbenbart virker fraværende. Skæld ud over at tale for meget. At fylde for meget. At glemme for meget. Især sin cykel. Sit gymnastiktøj. Sine aftaler. Sit hoved.
De fleste af os har jo hverken fået smæk eller stokkeslag, som man gjorde i gamle dage. Vi har fået skældud, på den mest nedbrydende måde man kan. Nemlig konstant at stille spørgsmål ved, hvorfor vi ikke gør os umage, og hvorfor vi altid sjusker: “Caroline er en klog og dygtig pige – hun gider bare ikke, og hun snakker i øvrigt også for meget”. Det var standardsætningen til mine skolehjemsamtaler. Hver gang.
Når jeg ser tilbage på mine forældres reaktion, var det jo afmagt. Især afmagt over at de virkelig troede på, at jeg kunne blive til lige, hvad jeg ville, fordi mine lærere altid har sagt, at alt var muligt for mig, hvis jeg altså selv gad. De oplevede formodentligt, at jeg spildte mit “potentiale”. De havde ingen forventning om, at jeg skulle blive advokat eller læge, men de forventede af mig, at jeg passede mine ting og få det bedste ud af mine talenter. Problemet var bare, at mange af mine såkaldte talenter druknede i mangel på struktur, overskud og ikke mindst kaos.
Som yngre drømte jeg tit om, at min ADHD blev synlig, så hele verden kunne se igennem mine øjne som to små mandelformede fjernsyn. Måske ville de forstå mig, hvis de bare var vidne til kaosset i to minutter. Så behøvede vi heller ikke længere diskutere, hvorvidt ADHD eksisterer eller ej. Til tider føler jeg mig stadig mistænkt for at bruge min diagnose som et skjold, for at kunne slippe afsted med, at gøre som jeg vil. Sige hvad jeg vil, og rode som det passer mig. Jeg hader at trække “ADHD-kortet”, og jeg gør det også meget sjældent. Nå, men vi skulle snakke om selvværd. Vi ved jo, jævnfør forskning, at selvværd er noget, som vi grundlægger meget tidligt i vores liv. Vores forældre skal helst kigge os dybt i øjnene som små og generelt anerkende vores følelser. Det er jo sådan set fint nok, og de af os som har fået en masse kærlighed og fysisk kontakt har grundlæggende et godt udgangspunkt, men men… Hvis vores omgivelser, siden vi var 7 år, har skældt os ud, begynder fundamentet at vakle for de fleste af os. Vores indre vase slår simpelthen revner, og alle os som har smadret en eller flere vaser ved godt, at det der med at lime en vase sammen igen bare ikke bliver det samme. Vi kan simpelthen ikke holde til at blive gennem smadret til skolehjemsamtale flere gange om året i 10 år. Vi kan ikke holde til, at vores kæreste skælder os ud i årevis. Vi mister lysten til at fortsætte til fodbold, hvis vi altid bliver skældt ud, fordi vi glemmer tasken, eller ikke magter det når niveauet bliver for højt, og vi skal træne to gange om ugen plus kamp i weekenden. Det bliver for meget. Og vi er ikke dovne. Vi er opbrugte. Vi er store fede batterier, som med kort varsel svinder ind til ingenting og ligger i fosterstilling på sofaen, imens vi slår os selv i hovedet over, at vi igen ikke slog til. Det har taget mig mange år at lære at holde fast i min indre vase. Klamre mig til den så den ikke går i stykker alt for tit. Jeg dypper den i superlim og ruller den ind i panserglas.
Der er ikke så mange råd at give, men jeg kan give forståelse og håb. Det tager tid. Lang tid og mange gentagelser og erfaringer. Jeg er ikke i mål, og det kommer jeg nok aldrig, men jeg føler mig mere hel, end jeg nogensinde har gjort.