fbpx
Opret bruger på ADHD
Som bruger kan du deltage aktivt på forummet og hjælpe med nyttige tips og svar for andre med ADHD.
Indtast dine oplysninger her STEP 1 af 2
Kodeordet kan du bruge på adhd.dk til at redigere dine personlige oplysninger.
Tak fordi du vil gøre ADHD til håb og handlekraft
Som medlem støtter du ADHD-foreningens arbejde for at ruste mennesker med ADHD, så det er dem, og ikke diagnosen, der styrer deres valg i livet.
Step 1 af 4
Indtast dine oplysninger her
Kodeordet kan du bruge på adhd.dk til at redigere dine personlige oplysninger.
Tak fordi du vil gøre ADHD til håb og handlekraft
Som medlem støtter du ADHD-foreningens arbejde for at ruste mennesker med ADHD, så det er dem, og ikke diagnosen, der styrer deres valg i livet.
Step 2 af 4
Vælg medlemstype:
Tak fordi du vil gøre ADHD til håb og handlekraft
Som medlem støtter du ADHD-foreningens arbejde for at ruste mennesker med ADHD, så det er dem, og ikke diagnosen, der styrer deres valg i livet.
Step 3 af 4
Betal med kreditkort:
Et medlemskab i ADHD-foreningen betales første gang med kreditkort
Du kan på sidste side tilmelde dig til betalingsservice. Kontingent opkræves i februar.
Du er nu blevet medlem
Vi håber, at du vil blive glad for dit medlemskab. Velkommen i ADHD-foreningen.
Luk menu

Din kurv

Du har ingen varer i kurven.

Gå til webshoppen for at tilføje varer til kurven.

Indtast oplysninger

Step 2 af 5

Indtast betalingsadresse nedenfor

Anden leveringsadresse
Ja
Nej
(hvis du logger ind vil den automatisk udfylde dine kontakt oplysninger)

Indtast leveringsadresse nedenfor

Vælg leveringsmetode

Overblik

Her er din endelige ordre. Kig den igennem og tjek, om alt er, som det skal være.

Step 3 af 5
Vare: Antal: Enhedspris:
1 0,00 DKK
(Momsbeløb: 0,00 DKK)
Subtotal: 0,00 DKK inkl. moms
0,00 DKK
(Momsbeløb: -5,00 DKK)
Subtotal:
0,00 DKK inkl. moms
Tak for din tilmelding!
Du vil modtage faktura samt program med posten en af de kommende dage. Ydermere vil har vi sendt dig en mail med din tilmelding.

Vi ses!
Donation

Blog: “BUM, du har en diagnose, som hedder ADD”

“BUM, du har en diagnose, som hedder ADD”

Bag om Bloggeren: Dette er Fridas historie om sit uddannelsesforløb, og hvordan det føltes at få en ADD diagnose. Frida er 21 år og arbejder med sit eget smykke-univers Olga Designs.

Jeg ville beskrive mig selv som følsom, udadvendt, omsorgsfuld, og temperamentsfuld. Jeg er et kæmpe bløddyr! Jeg har en diagnose som hedder ADD, som følger mig i min hverdag.

Det er en usynlig diagnose, som andre ikke bemærker, men som jeg selv mærker rigtig meget i løbet af min dagligdag. ADD bliver også kaldet for stille ADHD. Det er en diagnose, som er svær at placere, da mange af de ting som beskriver ADD så som, dårlig koncentration, glemsomhed, følsomhed er noget som mange kan genkende. Derfor føler jeg tit at min diagnose bliver dømt som en undskyldning for dovenskab.

For mig betyder min diagnose at alt bliver overvejet og tænkt igennem. Jeg ser det både som en styrke, men også som en svaghed, da det er enormt energislugende, og trættende i det lange løb.

Det er stadig noget, jeg arbejder på hver dag. Jeg siger til mig selv hver dag at jeg skal stoppe med at overtænke for mange åndssvage ting, som ingen alligevel bekymrer sig om udover mig selv og mit ego. Det er en kamp hver dag, at prøve at slukke de tanker, der kører rundt i hovedet.

Jeg fik et godt tip af min psykolog, til at udskyde det med at overtænke. Jeg skal give mig selv lov til at overtænke i 10 minutter kl.19 hver dag. Så jeg i løbet af en dag, når tankemylderet hober sig op, kan sige til mig selv, du kan tænke over det kl.19 i aften. Som regel glemmer jeg det kl.19, og kommer derfor lettere igennem dagen, fordi jeg udskyder tankerne. Det er klart lettere sagt end gjort, men jeg synes det er en god øvelse, for sådan en som mig, hvor tankerne har så stor en indvirkning på min hverdagen.

Og hvordan begyndte min diagnose så at vise sig?

Min diagnose begyndte at vise sig tydeligt, da jeg gik i 7. klasse. Fagene blev sværere, og jeg blev mere ukoncentreret. Men da jeg altid har været en person, der har fulgt lidt med flokken og ikke har gjort mig særligt bemærket. Derfor tror jeg ikke, at det er blevet lagt mærke til. Først i 9. klasse spurgte min lærer min veninde, om jeg havde det godt, da jeg næsten aldrig var i skole. Jeg pjækkede hver gang, jeg så mit snit til det.

Jeg valgte at tage en 10. klasse på en efterskole, hvilket jeg var sindssygt glad for. Det sociale liv sammen på skolen var skønt, og jeg elskede den nærhed man fik med de mennesker, man boede med. Men min koncentration var stadig dårlig, og jeg pjækkede igen, lige så meget som jeg kunne, og kom på dårlige undskyldninger for at slippe ud af ting, som jeg ikke følte, at jeg kunne overskue.

Jeg tænkte mest på mig selv, som en doven teenager, som bare ville have noget ro og sove. Jeg sov utrolig meget, da jeg gik på efterskole, og når jeg tænker over det, så har det helt sikkert været fordi, at jeg er enormt sensitiv og har været udmattet af alle de konstante indtryk og mange mennesker. Jeg valgte at tage en STX, nok mest af alt fordi at det gjorde alle dem jeg kendte også. Det var det trygge valg, og jeg anede helt ærligt heller ikke, hvad jeg ellers skulle lave. I midten af 1.G, skrev en ven som jeg har kendt siden 0. klasse og gået i klasse med hele livet, også på efterskolen, at han havde fået konstateret ADD. Vi har tit haft det på samme måde rent skolemæssigt, og jeg har kunne spejle mig i ham rigtig ofte.

Jeg fik fortalt mine forældre om det, og at jeg ville udredes. De har sikkert tænkt at det var pjat i starten, men et par måneder senere, BUM! “Du har en diagnose, som hedder ADD”.

Siden at jeg hørte om diagnosen, var jeg godt selv var klar over, at det var det, jeg havde, så var det en kæmpe mavepuster. Jeg følte en masse ting, da jeg fik det af vide. Lettelse over endelig at vide at jeg ikke er dum, men at jeg har et handicap. Frustration over at have en diagnose. Ked af det over at føle sig anderledes, hvilket jeg har brugt alt for meget energi på førhen ikke at være. Siden jeg kan huske, har jeg altid har følt mig anderledes.

Jeg kan huske, at det der fyldte allermest var, hvad folk ville sige. Alt fra mine venner til familie.

Det var svært for mig at forklare, hvad min diagnose gik ud på, da ADD jo er noget alle kan spejle sig selv i på en eller anden måde. Det mange glemmer eller ikke forstår, er at dem med ADD har de udfordringer i en meget forstærket grad. Derfor havde jeg svært ved at forklare mine venner og familie det, og jeg havde selv svært ved at tage det seriøst. Rent faktisk forstod jeg knap nok selv, hvad det gik ud på. Jeg tror, at de fleste ville have gættet mig til at være helt normal, derfor var det måske også sværere at forstå for andre.

Alle de følelser og ingen bearbejdelse med dem. Jeg var 16 år da jeg fik diagnosticeret ADD hos en børnepsykiater. Jeg blev tilbudt at komme til et kursus med andre som mig, men dengang var det lidt for overvældende, og jeg takkede nej. Udover det blev jeg tilbudt Ritalin, hvilket jeg så som den nemme løsning (i mit tilfælde) og som jeg i starten takkede ja til, men senere hen valgte jeg, at det var ikke noget for mig.

Jeg fik støtte i gymnasiet af en mentor. Problemet var bare at det ikke hjalp. Jeg nåede at have 3 forskellige mentorer på kort tid, hvilket gjorde det svært, når man hele tiden skulle lære en ny at kende.

MEN jeg bestod min studentereksamen med 4 i min studenterhue.

Det var en kæmpe sejr!

Dette var en kort fortælling om mit teenage-liv med ADD, og hvilke udfordringer som min diagnose har givet mig igennem den periode.

Der vil komme mere fra mig, omkring hvordan jeg har arbejdet med at forstå og acceptere min diagnose, og om hvordan kreativitet har hjulpet mig til at finde ro i mig selv, og hvem jeg er.

Tak fordi at du læste med!

 

Dine erfaringer

Vi vil rigtig gerne høre dine erfaringer, så skriv til os, og til alle de andre brugere af UNG+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.