Alle med i fællesskabet

Alle børn er forskellige og det er dejligt. Vild & Stille hjælper til et godt klassefællesskab.

Se filmene på PC, bærbar eller tablet og træf dine valg – Intro til lærerne nederst på siden.


Se filmen og vælg, hvad du vil gøre.

Tryk på Play ▶ når du er klar til at gå i gang.

 

 

 

Til læreren

Vild & Stille er for alle børn i 1. – 3. klasse.

Formålet med Vild & Stille er at skabe en større rummelighed og forståelse blandt eleverne i klassen.

Alle børn er forskellige og agerer forskelligt, hvilket er dejligt. Og det skal der være plads til.

I et fællesskab prøver børn at afkode hinanden. Men det kan være svært, især hvis der er en diagnose eller kognitive udfordringer indover. Så nogle gange kommer børn til at påligge hinanden intentioner, som ikke er der. F.eks. hvis de tror, at en anden elev sidder urolig og støjer for at drille. Men måske gør eleven det ubevidst, fordi han/hun har uro i kroppen.

Mange gange vil børn gerne hjælpe deres kammerater, men hvis de ikke ved, hvad de kan gøre for at hjælpe eller støtte, bliver det svært. I nogle situationer kan det betyde, at de, uden at ville det, gør situationen værre i et misforstået forsøg på at hjælpe.

Vild & Stille sætter fokus på nogle af disse situationer og giver forslag til, hvordan eleven bedst agerer i den situation. Et enkelt barn skal ikke have ansvaret for, at et andet barn trives, men alle børn kan bidrage til, at fællesskabet er for alle.

ADHD-foreningen mener, at øget forståelse og rummelighed vil skabe en bedre hverdag for alle eleverne i klassen og ikke mindst for lærerne og pædagogerne. Så tak for at du tager dig tid til at læse dette – og måske anvender Vild & Stille i din klasse.

Vild & Stille materialet er lavet, så eleverne selv kan træffe valg i forskellige situationer. Derfor kan det være en fordel, at hver elev har adgang til en PC, så de kan afspille filmene selv og klikke på de svar, de ønsker at give.

Det er dog også muligt at arbejde sammen parvis eller i en gruppe, hvor eleverne kan tale sammen om de valg, de vil træffe.

Når eleverne træffer deres valg, får de efterfølgende en kort film om, hvad der kan ske på baggrund af valget de har taget. Der er ikke nogen facitliste. Nogle svar er dog mere korrekte end andre.

Når alle eleverne har set de 4 situationer, kan I i klassen tale om:

  • hvorvidt børnene genkender situationerne
  • om der var noget, de synes var mærkeligt eller forkert
  • om de har prøvet at ville hjælpe, men ikke vidst, hvad de skulle gøre

Det tager ca. 15 minutter at anvende materialet. Det afhænger dog af, hvor godt et kendskab eleverne har til PC’er.

Hvis der også skal være tid til opfølgende snak, kan det tage 30-45 min.

Arbejde videre med emnet

Det er også muligt at arbejde endnu mere i dybden med emnet.

Her kan I på klassen prøve at udvælge en situation fra elevernes hverdag, og lade dem komme med forslag til hvilke valgmuligheder, der kunne være. Her kan det være en fordel, at du som underviser finder en situation sammen med eleverne. Og herefter beder dem enten individuel, parvis eller i grupper finde tre valgmuligheder.

Eleverne kan f.eks. lave tre tegninger, som illustrerer valgmulighederne, og efterfølgende kan det præsenteres for de andre i klassen.

Vild & Stille materialet er til alle børn i 1.-3. klasser, men særligt børn med kognitive funktionsnedsættelser kan have behov for, at der sættes fokus på de sociale relationer, og hvordan man agerer i fællesskabet.

Kognitive funktionsnedsættelser kommer til udtryk ved, at eleven har svært ved at bevare opmærksomheden, indlære, huske, bevare overblikket og løse problemer.

Elevens kognitive funktionsnedsættelse er ikke synlig på samme måde som en fysisk funktionsnedsættelse. Symptomerne er ”almindelige”- forstået på den måde, at alle kender til uopmærksom og urolig adfærd, når de er trætte eller uoplagte. Men for menne­sker med kognitive funktionsnedsættelser er det ikke blot, når de er trætte og uoplagte, at de oplever symptomerne. Det er konstant og i så stort et omfang, at det kan være invaliderende.

Funktionsnedsættelserne kan være i sådan en grad, at eleven kan blive diagnosticeret med ADHD eller ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse), mens andre har det i mindre grad og ikke lever op til en diagnose.

Vanskelighederne kommer tit til at spænde ben for eleven, da forstyrrelsen påvirker funktioner som sansebearbejdning, hukommelse, indlæring og tænkning.

Eleven har dermed sværere ved at tolke og forstå verden, sværere ved at indgå i sociale sammenhænge, ved at gennemføre aktiviteter samt sværere ved at huske ting og lære af egne erfaringer. Dette kan føre til uhensigtsmæssig adfærd, der ikke er bevidst fra elevens side, men måske er for at kompensere for vanskelighederne eller fordi eleven ikke har overvejet konsekvenserne.

Derfor er det godt at se bag om adfærden og forsøge at støtte eleven i strategier, som kan hjælpe eleven i hverdagen.

Du kan læse mere om vanskelighederne og hvilke pædagogiske redskaber, der kan være med til at gøre en forskel i ”25 råd og redskaber: en guide til ADHD/ADD til lærere og pædagoger i grundskolen”, den finder du her: https://adhd.dk/shoppen/litteratur-boern-og-foraeldre/25-raad-og-redskaber-til-laerere-og-paedagoger/