Dette er, hvad dine kolleger vil forvente af enhver ny medarbejder, og da din ADHD er usynligt, vil de også forvente det af dig. Hvis du ved, at det vil blive svært for dig at leve op til disse forventninger, så tal med din chef om det. De fleste chefer vil gerne hjælpe.
Det er en god idé, at din kommende arbejdsplads informeres om ADHD, dine særlige ressourcer og vanskeligheder, og at der måske laves nogle særlige regler for dig, som tager hensyn til din ADHD. Bed din jobkonsulent hjælpe dig med dette, hvis du selv synes, det er svært.
Vær rigtigt klædt på
Når man er på arbejde forventes det, at man er præsentabel. Arbejder man på et værksted, har man selvfølgelig arbejdstøj på, der ikke bliver vasket hver dag – men fx en gang om ugen. Arbejder man på kontor, i butik eller andre steder, hvor man møder kunder, er det vigtigt for virksomheden, at man er ren og pæn.
Det handler ikke om at lave om på sig selv, eller tage noget tøj på som man ikke har lyst til at gå i, men et bad hver dag og rent tøj, når man går hjemmefra, er en god regel.
Mød til tiden
Hvis din arbejdsdag begynder kl. 8.00, så forventer din arbejdsplads, at du møder kl. 8.00, medmindre du har lavet en anden aftale.
Nogle chefer og kolleger kan blive meget irriterede, hvis man tit kommer for sent, men alligevel går hjem samtidig med dem.
Har I flekstid på din arbejdsplads, så husk, at de kolleger, der møder et kvarter senere, ofte også går et kvarter senere hjem.
Hvis din arbejdstid er for lang, så tal med din chef og jobcentret om mulighed for at få nedsat tid
Sig godmorgen og farvel
Man siger godmorgen, når man kommer og farvel, når man går. Denne regel gælder i stort set alle virksomheder, men der kan være lidt forskel på, om man siger godmorgen til alle sine kolleger eller bare til ens team, gruppe, kontor eller kollegerne på værkstedet.
Sig godmorgen til alle de kolleger, som du møder på din vej til din plads og har du en leder eller mentor, så gå også forbi ham og sig godmorgen.
Få styr på pauserne
På nogle arbejdspladser er alle pauser skemalagt, og du kan ikke bare holde en ekstra pause for at tage en smøg, medmindre du har en særlig aftale.
På andre arbejdspladser er det mere løst, og man kan selv bestemme, hvornår man holder pause, men man kan godt blive upopulær, hvis man holder for mange pauser.
Når du har ADHD, er det sikkert godt for dig med mange pauser og derfor bør du tale med din leder om dette, så du kan holde pause uden dårlig samvittighed eller skæve blikke fra dine kolleger.
Overhold dine aftaler
Som medarbejder indgår man ofte i et samarbejde. Ens arbejde har betydning for andres mulighed for at færdiggøre deres opgaver, og man er altså afhængig af, at alle gør deres del af arbejdet.
Har man påtaget sig en opgave, forventes man at levere til den aftalte tid.
Kollegaer blander sig sjældent i hinandens arbejde men bliver irriterede, hvis de på den aftalte dag opdager, at opgaven ikke er færdig. Det er derfor bedre at sige fra i tide, hvis man kan se, at man ikke kan nå eller overskue en opgave.
Deltag i det sociale
På mange arbejdspladser ser man frem til den årlige julefrokost, sommerudflugt eller lignende. Hvis du ikke bryder dig om den slags, har svært ved at være sammen med mange mennesker på en gang og ikke er så god til det sociale – så sig det til din chef eller kontaktperson.
Dine kollegaer vil helt sikkert forstå, hvorfor du ikke deltager eller måske kun er med noget af tiden. Hvis du ikke fortæller dem hvorfor, tror de måske, at du simpelthen ikke kan lide dem.
Selv om man foretrækker at sidde ved sit skrivebord, når man spiser frokost, eller man bare ikke har lyst til at spise, så er det mest almindeligt, at man spiser sammen med kollegaerne eller i det mindste kommer med ned i kantinen, når der er frokostpause. Frokosten er en social begivenhed i danske virksomheder, hvor der ofte bliver talt videre om arbejdet. Man kan derfor gå glip af rigtigt meget, hvis man ikke er med.