Højt at flyve, dybt at falde
Bag om bloggeren: Mathilde er 20 år og ung med ADD.
ADD er en gave, men samtidig også den største fodlænke. For mig er ADD, at kunne alt eller intet. At veksle mellem at have syvtusind bolde i lufte, eller slet ingen. Det betyder også at jeg oplever nogle gevaldige humørsvinger, og at troen på mig selv kan være ikke eksisterende. For hvorfor kan jeg ikke hanke op i mig selv og få noget gjort, når jeg kan se at andre kan?
Der er ikke langt fra succes til nedtur. Og lige så glad jeg bliver når det går godt, lige så dybt ned i et sort hul synker jeg, når nedturen rammer, og troen på mig selv forsvinder. Jeg banker mig selv i hovedet over ikke at kunne noget. Selvkritikken rammer hårdt, for mit fokus snører sig ind på alt det jeg ikke formår lige dette øjeblik. I stedet for at huske på at jeg jo godt kan, måske bare ikke lige nu, og det er okay.
Nogle dage kan jeg have mange bolde i luften, uden at blive fyldt op. Så vimser jeg igennem alt det jeg ikke har kunne overkomme i flere dage, måske endda uger. For den dag føles det pludselig ikke som en uoverskuelig lang liste af ting, som jeg overhoved ikke kan overskue at gå i gang med. Pludselig er det intet problem at ringe og få bestilt en tid til lægen, selvom det er noget jeg har haft udskudt i flere uger. Det gør jeg da bare lige, nu jeg alligevel har mobilen i hånden for at slukke vækkeuret.
En dag som denne kunne fortsætte sådan her: Det var ikke svært at komme op, så da jeg har lagt på til lægen, går jeg glad mod køkkenet for at lave morgenmad. Jeg sætter musik på og danser og synger til et par sange. Men hov, jeg har da godt nok mange ting liggende inden i stuen, det må jeg hellere få flyttet ind på mit værelse. Det kan jeg lige gøre mens vandet til teen koger. Men da jeg kommer ind på værelset, ser jeg hvor meget det roder. Har tøj liggende alle vegne på mit gulv. Det må jeg hellere lige lægge sammen og lægge ind i mit tøjskab igen.
Kan høre elkedlen bibber, så skal tilbage til teen.
Men vent, det er ikke alt tøjet der er rent og skal ind i skabet igen, den her bunke må hellere lige komme ud i vasketøjskurven i bryggerset. [Med bunken af tøj under armen, går jeg tilbage i køkkenet og hælder det kogende vand i koppen]. Herefter finder jeg brød og smør frem til min morgenmad, og begynder at lave det. Men ups, nu glemte jeg alt om tøjet der skulle til vask, det ligger nu bare på køkkenbordet i stedte for gulvet på mit værelse…
Afsted med mig, ud i bryggerset med tøjet.
I bryggerset for jeg øje på, at jeg har en hel bunke rent tøj liggende, det må jeg hellere tage med ind på værelset. Og da jeg har lagt det på plads ser jeg, at jeg ikke fik redt min seng i morges, så det gør jeg også lige.
Igen glemte jeg alt om at jeg var ved at lave morgenmad og te. Så tilbage med mig.
Tilbage i køkkenet for jeg lavet min mad færdig. Men mens jeg spiser, får jeg øje på et billede der hænger skævt, så det rejser jeg mig for at rette. Senere kommer jeg i tanke om at min hårbørste ligger på mit værelse og ikke badeværelset. Så den flytter jeg lige mens jeg tygger. På badeværelset opdager jeg endnu en bunke tøj, det må jeg heller lægge ind i mit tøjskab også. Tilbage i køkkenet sætter jeg mig og spiser min morgenmad. Men mens jeg spiser, får jeg øje på, at vi har pantflasker stående ved vasken, så dem kan jeg da lige smutte ud med i garagen, mens jeg tygger. Da jeg sætter mig igen, går der ikke længe før jeg ser at vi også har tomme konservesdåser stående, så mens jeg tygger, smutter jeg lige ud med dem i skrællespanden.
[Jeg kommer hurtigt ud på et sidespor, og glemmer hvad jeg egentligt var i gang med. Men nogle gange er det okay, for det kan betyde at jeg helt uden at tænke over det, får klaret en stor del af de ting, som ellers kunne hobe sig op på en lang uoverskuelig liste. For selvom de er små ”nemme” ting, så kan mængden af gøremål blive uoverskuelige.]
Endeligt har jeg fået spist min morgenmad. Jeg begynder at tømme en skuffen med skåle, bøtter og drikkedunke, for så at reorganisere det hele. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg har haft tænkt på det i noget tid nu, syntes tingene lå dumt dernede. Herefter gør jeg rent på badeværelserne, tager et bad og jeg husker at spise frokost.
Tingene virker ligetil og enkle sådan en dag. Jeg kan godt skille det ad, og se opgaverne en for en, i stedet for en kæmpe, tidskrævende og fuldstændigt umulig opgave. Skriver min veninde på sådan en dag her, og spørger om jeg vil komme forbi, så kan jeg sagtens være impulsiv og tage af sted, selvom det ikke var en aftale jeg havde haft liggende i kalenderen nogle dage i forvejen. De her dage kan jeg generet overskue mere. Prøver du derimod at presse samme uforudsigelige begivenhed (også selvom det er noget hyggeligt), ned over hoved på mig, en dag hvor jeg ”intet kan”. En dag hvor jeg er stået med det forkerte ben ud af sengen, hvis jeg altså overhoved er kommet op. Ja så vælter korthuset for alvor. For en dag for mig, kan nemlig også se sådan her ud:
Jeg vågner, tager telefonen for at tjekke om der er nogle der har skrevet. Det er der ikke, og selvom mit hoved fortæller mig at jeg skal lægge telefonen væk igen og komme op, så gør jeg det ikke.
Bare lige 5 minutter.
Det bliver det aldrig, ikke på sådan en dag. Jeg åbner først Instagram, så Facebook og sidst TikTok, ser de reels jeg har fået. 5 minutter. Jeg ser lige 2 videoer mere. 10 minutter. Ej jeg skal altså også lukke ned nu. 20 minutter. Klokken begynder at blive mange, jeg burde komme ud og få mig noget morgenmad. 30 minutter.
Hammeren. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, lægge telefonen væk og komme op?
45 minutter. Min mave begynder at knurre og jeg er sulten. 50 minutter. Selvkritikken begynder for alvor at ramme. Jeg ser videoerne, hører larmen, men det eneste mit hoved gør er at fortælle mig jeg burde stå op. 1 time. 1 time og 5 minutter. 1 time og 15 minutter. Jeg ved ikke hvornår, hvorfor eller hvordan, men jeg kommer op på et tidspunkt. For trukket mig selv ud i køkkenet og laver noget morgenmad. Registrere at opvaskeren er ren, men magter ikke at tømme den lige nu. Det virker fuldstændigt uoverskueligt at skulle. Lægger i stedet kniven i vasken, finder noget på min computer jeg kan se, mens jeg hænger ind over bordet og spiser min morgenmad. Gentagende gange tager jeg mig selv i at sidde med mad i munden, men uden at tygge på det. Sidder bare og stier ud i rummet.
Da jeg endelig for spist op, trasker jeg med computeren i hånden, over til sofaen og sætter mig. Jeg banker mig selv i hoved over det, jeg brude få lavet noget, men ikke desto mindre er det der jeg ender. Jeg skal lige se afsnittet færdigt. Men et afsnit bliver til to. To bliver til tre. Tiden går, og jeg slår mig selv i hoved over at spilde endnu en dag.
Jeg burde tage et bad, trænger til at vaske mit hår, men jeg burde også få trænet, og hvis jeg skal cykle, skal det være før jeg går i bad, for ellers skal jeg i bad 2 gange. Puha, så bliver det lige pludseligt meget omstændigt, skal også barbere ben og have en hårkur i… Kan ikke overskue det. Jeg venter.
Hammeren. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det? Jeg er hverken låst fast til sofaen eller noget, tag dig nu sammen!
Men min krop flytter sig ikke en centimeter. Jeg ser i stedet et afsnit mere, og et til. Nej nu skal jeg altså op på cyklen. Jeg gør det! Skal bare lige have mig noget mad inden, for nu er det snart længe siden jeg spiste morgenmad. Flytter mig tilbage til spisebordet, og ser videre mens jeg spiser min frokost. Det tager også lang tid, falder igen i staver og glemmer at tygge min mad. Da jeg endelig er færdig, skal maden lige lægge sig, inden jeg kan cykle. Så jeg går tilbage til sofaen, og ser lige et enkelt afsnit mere.
Hammeren. Så er det altså nu Mathilde. Tag. Dig. Sammen.
Men jeg ser videre. Efter noget tid går computeren død, så jeg må rejse mig for at finde en lader. Trasker ind over alt tøjet som ligger og flyder på gulvet, inde på mit værelse, men jeg er ligeglad. Mit hoved fortæller mig at jeg burde rydde det op, men jeg kan ikke overskue det. Vader bare igennem det for at hente en lader, og så tilbage til sofaen igen.
Hvorfor kan jeg ikke? Jeg skal vitterligt bare flytte benene og gå, men de flytter sig ikke. Ser bare et afsnit mere mens selvkritikken tager til.
Hammeren. Få nu lettet røven og kom i sving, det kan ikke være så svært, du er bare sløv og doven. Ubrugelig. Andre kan jo godt tage sig sammen. Fuck hvor er du dårlig..!
Om lidt begynder familien at komme hjem. Shit, opvaskeren… pis den har jeg stadig ikke fået tømt, så bliver familien nok skuffede. Selvom det i høj grad også handler om, at jeg bliver flov over mig selv, og får dårlig samvittighed overfor dem der gør så meget for mig.
Hammeren. Hvor svært kan det være?
De har været ude hele dagen, arbejdet eller været i skole, kommer hjem og laver mad eller fikser ting i huset, laver lektier og træner. Men jeg har ikke engang formået at tømme opvaskeren, selvom jeg intet andet har skulle hele dagen.
Hammeren. Det er den simpleste ting at tømme den Mathilde, hvordan kan du ikke engang gøre det. Kan du overhoved noget? Du hjælper heller aldrig til med noget. Tager og tager, uden at give.
Hiver mig selv op af sofaen for at tømme den, så min familie ikke skal se hvor stor en taber jeg er. Det er et stort nok slag i hovedet, hvor meget jeg skuffer mig selv, vil ikke også skuffe dem. Hvis jeg når at tømme den inden de kommer, er det heller ikke lige så synligt for dem, at jeg ikke har lavet en skid hele dagen.
På den måde gik der endnu en dag, hvor jeg ikke fik cyklet. Og endnu en dag hvor jeg ikke kom i bad. Selvom jeg i bagklogskabets lys godt kunne have taget et bad, nu jeg ikke endte med at træne alligevel. Men fordi der var så mange sving og forhindringer på vejen dertil, kom jeg aldrig afsted. Og sådan føles vejen til det meste sådan en dag, selv de simpleste ting føles umulige.
For andre vil det ligne at jeg har haft en afslapningsdag, men jeg har faktisk ikke kunne slappe af overhoved. Mit hoved har kørt med syvhundrede kilometer i timen, med alt det jeg skulle og burde have gjort. Samt hvor skuffet jeg er over mig selv, for ikke at have gjort det. For det er jo ikke fordi jeg fysisk ikke kan rejse mig og gøre noget produktivt. Jeg vil også gerne. Men hvordan forklarer jeg lige, at der sidder en eller anden mental stopklods i vejen, som jeg ikke kan fjerne. Uden at lyde mega doven, og uden at det lyder som jordens dårligste undskyldning, for bare ikke at ville lave noget?
Jeg har ikke fundet svaret endnu. Så i stedet tvinger jeg mig, flov og med dårlig samvittighed, til at skrive ”Jeg har haft en dårlig dag i dag, så har ikke tømt opvaskeren… undskyld”.
Hammeren. Det er jo bare endnu en af dine dårlige undskyldning, tag dig nu sammen Mathilde. Det kan ikke være så svært.
Selvfølgeligt er det en smule karikeret, og jeg kan godt have dage som ligger et sted i mellem. Eller svinge imellem begge poler flere gange på én dag. Men generelt beskriver det mig og min ADD set i hverdagen, meget godt. For jeg svinger imellem at kunne alt eller intet. At tro meget på mig selv og have god selvtillid, eller tænke at jeg intet kan. At kunne jonglere mange bolde i luften, eller tabe dem alle lige ned i hoved på mig selv. Og mit hoved holder aldrig fri. Jeg ville ønske, og håber, at jeg en dag kan lande et sted i midten, og få skruet ned for tankestrømmene. For udtrykket ”Højt at flyve, dybt at falde”, det er ikke helt løgn. Der kan være utrolig lang vej op når jeg først er faldet, og det kan virke fuldstændigt umuligt at skulle forsøge at rejse sig igen. Særligt fordi mit hoved kæmper imod mig.
Illustration af hvor lang vejen til ”bare” at starte kan føles, og de tanker der er med til at gøre det svært at blive ved