Skrevt af Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen
Forleden kunne vi læse historien om en 6-årig med infantil autisme, der skal inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse. Eksperter råber vagt i gevær, og jeg kan kun tilslutte mig koret. For vi har set det her før, alt for mange gange. Det gør mig både trist og vred, at vi stadig diskuterer inklusion, som om vi ikke har lært noget af de sidste mere end ti års fejlslagne forsøg.
I ADHD-foreningen mærker vi presset hver eneste dag. Telefonerne gløder, forældre ringer i desperation: “Mit barn kan ikke mere. Hvad skal vi gøre?” Det er børn, som knokler sig igennem skoledagen, men falder sammen, når de kommer hjem. Børn, der udvikler angst, mister selvværd – og til sidst måske også troen på, at de hører til.
Vi kan desværre kun gøre lidt. Vi kan lytte, rådgive og pege på muligheder. Men vi kan ikke trylle den manglende støtte frem i klasserne. Vi kan ikke ansætte de lærere, der mangler. Vi kan ikke give de pædagoger den efteruddannelse, de burde have haft for længe siden. Det er ulykkeligt, og det er ikke fair over for børnene.
Inklusion uden ressourcer, kompetencer og fleksibilitet er ikke inklusion, det er eksklusion forklædt. Vi ved fra tallene, at alt for mange børn med ADHD og andre kognitive udfordringer tabes i skolen. Mange kommer aldrig videre i uddannelse eller job. Det er ikke bare et svigt af det enkelte barn og familie, det er et samfundsmæssigt selvmål.
Vi har brug for politikere og kommuner, der tør gøre det, vi ved virker:
- Mindre klassekvotienter og flere hænder i klassen.
- Specialpædagogisk viden ind i alle klasselokaler.
- Mulighed for fleksible forløb og kombinationer af special- og almenundervisning.
- En kultur, hvor vi måler succes på børns trivsel – ikke bare på budgetter.
Til beslutningstagerne: I har kendt problemerne i årevis. I har set tallene, hørt historierne og talt om ambitionerne. Men imens bliver børn ved med at knække nakken på en skole, der ikke er bygget til dem. Det er nu eller aldrig.
Vi kan ikke undskylde i ti år mere. Vi kan ikke diskutere os til forandring. Vi skal handle. For hvert barn, vi taber, er et nederlag, vi aldrig kan lave om.