Vi kan se tilbage på et dejligt hektisk år, hvor vi har afholdt familielejre, familieweekender, gratis mestringsforløb for voksne, online grupper for forældre, online grupper for gravide med ADHD og meget mere. Tak til alle de mange fonde, som har været med til at gøre det hele muligt.
I løbet af 2024 er vi nået op på omkring 10.000 medlemmer. Tak til alle medlemmer, som støtter op om ADHD-sagen med et medlemskab. Det gør en forskel. I gør en forskel!
Det gør alle vores frivillige også. De stiller op, når der er behov, og de løfter i flok ude i det ganske land. Tak for jer. Uden jer kunne vi ikke!
Vi har travlt på uddannelsesfronten. Vi har flere og flere børnehaver, skoler og uddannelser, der booker vores konsulenter til at klæde deres pædagoger, lærere og undervisere på. Vi har kommuner og jobcentre, der booker vores gruppemestringsforløb til voksne. Og flere og flere virksomheder lader os uddanne deres medarbejdere og ledere. Tak til alle jer, der ved, at viden om ADHD er vigtig
For der er brug for neurodivergente hjerner. De bidrager med værdifulde færdigheder.
Vi kan også se tilbage på et år, hvor ADHD i den grad har været på dagsordenen. Desværre er der stadig alt for mange, der mener, at det er helt legitimt at tale om modediagnoser, og som “synes” og “tror” i stedet for at vide. Udokumenterede og unuancerede udtalelser gør det ikke lettere for mennesker med ADHD. Tværtimod.
I det nye år fortsætter vi vores arbejde og er klar med nye initiativer, der skal sætte rammerne for at aktivere styrken og potentialet hos børn, unge og voksne med ADHD. Og vi er selvfølgelig klar til at kæmpe for en anstændige debat – endnu en gang.
Sammen gør vi ADHD til håb og handlekraft. Også i 2025
Glædelig jul og godt nytår
ADHD-foreningen
Trish Nymark, formand & Camilla Louise Ganzhorn, direktør