Sebastian Bull er ambassadør for ADHD-foreningen i 2026

15/01/2026


En personlig historie om at vokse op med ADHD

ADHD-foreningen er stolte af at kunne præsentere Sebastian Bull som ambassadør for foreningen i 2026. Med sit engagement, sin åbenhed og sine personlige erfaringer bliver Sebastian en vigtig stemme i arbejdet for større forståelse og mindre stigma omkring ADHD.

Sebastian Bull er skuespiller og blev diagnosticeret med ADHD i 5. klasse. Allerede som barn oplevede han, hvordan det er at vokse op med følelsen af ikke at passe ind, at blive misforstået og at stå uden de rette rammer for at kunne vise sine styrker. Først senere i livet gik det op for ham, at det ikke var ham, der var noget galt med, men de omgivelser og forventninger, han blev mødt med.

Fra udfordringer til styrker

I dag bruger Sebastian sine erfaringer aktivt. Han deler åbent sin historie for at vise, at ADHD ikke kun handler om de udfordringer, der kan fylde i hverdagen, men også rummer styrker, kreativitet og et stort potentiale, når man bliver mødt med forståelse og får mulighed for at finde sin egen vej.

Derfor er Sebastian Bull ambassadør

ADHD-foreningen har valgt Sebastian Bull som ambassadør, fordi han med ærlighed og mod kan skabe genkendelse og håb. Særligt for unge med ADHD, der endnu ikke har fundet deres plads, men også for forældre og andre voksne, som ønsker større indsigt i, hvordan det er at leve med ADHD.

“Det vigtigste er, at unge med ADHD får at vide, at de ikke er forkerte, de har bare ikke fundet deres kasse endnu,” siger Sebastian Bull.

En stemme for en mere nuanceret fortælling om ADHD

Som ambassadør vil Sebastian Bull være med til at nuancere fortællingen om ADHD og bidrage til en mere åben og respektfuld samtale. En samtale, hvor diagnosen ikke definerer mennesket, men kan blive en styrke, når man lærer at forstå og bruge den i sit eget liv.

“Jeg vil gerne vise, at ADHD er en gave, pakket lidt godt ind. Når man åbner den, er det en super power,” siger Sebastian Bull.

Samarbejdet i 2026

Ambassadørrollen gælder for 2026, og ADHD-foreningen ser frem til et år med vigtige samtaler, øget synlighed og fælles arbejde. Sammen med Sebastian Bull vil foreningen fortsætte indsatsen for, at flere børn, unge og voksne med ADHD bliver mødt med forståelse, respekt og de rette muligheder for at trives.


Foto: William Green