Hvordan kommer vi jeres stilstand til livs?
Camilla Louise Ganzhorn, ADHD-foreningen
Jeg sidder foran skærmen og ser DR’s dokumentar ”Skolens tabte børn” og pulsen stiger og vreden vokser. For hvor er vi mange, der har råbt op i årevis. Mange, som har samlet data, skrevet lange rapporter, lavet forskning, holdt møder og konferencer. Fagfolk, forældre, lærere, som har sagt det samme igen og igen. Flere og flere børn får ondt i livet. Og alligevel sker der intet. Tiden bare går og går.
Og så læser jeg statsministerens opslag på sociale medier: “Kære alle. Hvordan kommer vi uroen i klasseværelset til livs?” Det forekommer forbløffende snævert at se problemet reduceret til uro. Som om de udfordringer, vi ser i skolen, kan koges ned til lidt uro. Som om det ikke handler om hele det system, der i årevis har svigtet, mens børn langsomt gled ud af fællesskaberne. Det her er alvorligt.
Vi skal ikke kun tale om uro i klasseværelserne, men om de børn, der helt er holdt op med at komme i skole. Om de børn, der ligger i sengen med ondt i maven og tårer i øjnene, mens familier knækker under presset og skammen, fordi hjælpen ikke kommer. Om et system, der dag for dag mister troværdighed, fordi ingen tør tage ansvaret på sig.
Ro i klasseværelserne skabes først, når der kommer ro i familierne, i hverdagen og i børnenes sind. Og den ro kommer ikke af flere ord, flere møder eller flere opslag på sociale medier. Den kommer kun af ansvar, mod og handling. Ikke i morgen. Nu.
Det er det svigt, vi ser bag tusindvis af lukkede døre i danske hjem. Forældre, der hver morgen kæmper sig selv i stykker, for at få et barn i skole. Forhandlinger, tårer og råb, der ofte ender i stille nederlag, når barnet bliver hjemme endnu en dag. Skammen, der så æder sig ind i familien, skammen over, at barnet ikke er i skole, over at naboen kan se det, over at være den familie, der ikke lykkes. Og samtidig et system, der vender det blinde øje til, eller sender ansvaret videre, mens tiden går. Og går.
I stedet for at tage ansvar bliver forældre hængt ud som problemet. Undervisningsministeren taler om “pissedårlig opdragelse”, alt imens vi hører, at børn med diagnoser som ADHD og autisme er blevet “for mange”, at de er “for dyre for samfundet”, fordi medicinforbruget stiger “eksplosivt”. Som om det ikke har konsekvenser at tale sådan om børn, og deres familier, som i forvejen kæmper med at høre til. Det er ikke bare tonedøvt. Det er svigt. Og imens må børn og forældre hver dag bære konsekvenserne alene, mens tiden går.
Vi kan ikke diskutere os ud af det længere. Eller poste os ud af det på SOME. Skolevægring, mistrivsel og handlingslammelse forsvinder ikke af sig selv. Og vi kan godt lege, at hvis vi gør, som vi har gjort i mange år, altså ingenting, så forsvinder krisen for vores børn og deres familier, men helt ærlig, det er der jo absolut ingen med bare en smule fornuft, medfølelse og samvittighed, som mener. Børnene kan ikke fixe det. Forældrene kan heller ikke og ej heller kan lærerne. Kommunerne har vist os, at de heller ikke har løsningen. Med andre ord, vi har brug for en samlet nationalplan, hvor ansvaret ikke længere skubbes rundt, men gribes.
Så hvis politikerne virkelig vil tage ansvar for folkeskolen, så må det være nu. Og der er gået for lang tid. For sandheden er, at det her er uretfærdigt. Det er uretfærdigt, at børn betaler prisen for voksnes handlingslammelse. Det er uretfærdigt, at familier går i stykker, mens vi diskuterer os rundt i cirkler. Det er uretfærdigt, at lærere og fagfolk slides op i et system, der nægter at tage de beslutninger, der kunne gøre en forskel.
Vi siger ofte, at det er et kommunalt ansvar. Men ærligt talt, så kan jeg ikke komme i tanke om mange nationale politikere, som ikke har en holdning til det her. Tværtimod har vi hørt de fleste mene noget, ytre sig, og markere sig. Og det gør det bare endnu mere ufatteligt, at intet er sket. I årevis.
Nok er nok. Børnene kan ikke vente længere, familierne kan ikke vente længere – det er tid til handling. Så vis os viljen. Vis os, at børnene, forældrene og lærerne faktisk betyder noget. Vis os, at I tør gribe ansvaret. For vi kan ikke leve med endnu en runde af snak og stilstand. Vi må én gang for alle komme regeringens handlingslammelse til livs. Tik, tak, tik, tak….tiden går.
